"Hurtigere leverancer til lavere priser" - det kan måske lyde som en overskrift fra satireavisen Rokokoposten. Men den er god nok. For når man automatisk kan etablere et nyt udviklingsmiljø i cloud på blot 15 minutter, release nye softwareapplikationer på 24 timer og bygge en komplet digital infrastruktur til en bank helt fra bunden på blot 10 måneder, må IT-branchen vågne op og sadle om.
Det er på høje tid, at vi sætter en stopper for årelange udviklingsprojekter, der går over estimeret budget og tid – for i værste fald helt at kuldsejle. Af den simple grund at verden tilfældigvis snurrede i en anden retning end udviklingsprojektet. Ups. IT-branchen får et dårligt ry, og det skal der laves om på!
Lad budskabet om, at vi som branche kan meget mere for mindre, nå ud i alle afkroge. Vi skal vise kunderne, at vi forstår, hvad time-to-market betyder for dem. Vi skal bevise over for kunderne, at IT-projekter kan udvikles lynhurtigt og effektivt. Og så skal vi som leverandører genskabe tilliden hos kunderne ved at vise, at udviklingsprojekter selvfølgelig og til enhver tid følger den retning, verden tager og også gerne er et par skridt foran.
Det kræver såmænd ikke andet, end at man tør gå “all in” på de nyeste udviklings-metoder og teknologier. Først og fremmest skal man bygge til cloud med cloud. Allerede her skærer man en del udviklingsressourcer væk. Cloud er ikke blot et nyt datacenter eller ekstra regnekraft. Det handler om at udnytte de managed services, som cloud stiller til rådighed. For det reducerer kompetencebehovet i teams, og vejen til målet bliver kortere. Løsningerne leveres hurtigere, kan skaleres uendeligt og eksekveres langt billigere. Med nye cloud-værktøjer kan man både udvikle intelligent software af højeste kvalitet og i det hastige tempo, markedet forventer.
Dernæst skal man overgå til test-driven development (TDD) og DevOps, som jeg kalder agil udvikling på steroider. Det er et kvantespring sammenlignet med traditionel IT-udvikling for blot fem år siden og et endeligt opgør med vandfaldsmodellen. Man koder, tester og releaser i samme postgang, så kunden hele tiden får noget, som han eller hun kan afprøve og vurdere. IT-projektet kan - og bør - skifte retning undervejs, og det tager de nye metodikker højde for. Automatiserede testprocesser fra A til Z er nødvendige for at holde kvalitet og udviklingshastighed i top, lave hurtige retningsskift og holde omkostningerne i bund.
Desuden skal man bringe udviklerne frem i lyset og ind i kundens forretning. Ingen, der udvikler efter DevOps-principper, sidder i et elfenbenstårn langt fra alt og alle. Morgendagens innovative udviklere skal forstå forretningen, være i stand til at stille kritiske spørgsmål og komme med nye innovative ideer. Det er et paradigmeskifte for leverandør- og kundeforhold. Man skal indgå i et tæt og tillidsfuldt partnerskab. Det er jo umuligt at kode til forretningen og rådgive om intelligente features, hvis man ikke forstår forretningen til bunds.
Det er slut med at udarbejde telefonbogstykke kravspecifikationer, det er slut med at udarbejde en ny business case, hver gang der skal laves en lille ændring, og det er slut med tidskrævende grundforskning. Hele pointen er, at man udvikler ’on the fly’ og tæt på forretningen. Det er derfor, man overhovedet kan tale om et begreb som time-to-market. Det er derfor, man kan skabe mirakler på ultrakort tid med brug af væsentlig færre ressourcer. Så det er på høje tid, at vi tager ved lære af de store pionerer som Netflix og Amazon, for dét de har gjort i årevis, det virker.
Af Christian Møller, partner i cVation.