06. november 2003 - 11:31
#7
Konservatismen
De moderne tanker om frihed, demokrati og menneskerettigheder, samt de tre store politiske hovedstrømninger; Socialismen, liberalismen og konservatismen, stammer alle fra 1700-tallets oplysningstidens. De store samfundsmæssige og kulturelle omvæltninger i perioden - med krige, hungersnød men også med industrielle og naturvidenskabelig fremskridt - inspirerede især engelske og franske filosoffer til at tænke i nye baner. De tre hovedretninger blev alle drevet af en social indignation, men løsningerne er meget forskellige.
"Den ægte konservative holdning, den er varm og den er menneskelig, og den er meget lidt økonomisk. Der er en idé om at bevare værdier, som allerede findes og dur og samtidig er rolig evolutionær udvikling af nye materielle og etiske værdier, så man får et nyt samfund, som fortsat flere og flere borgere kan holde af og vil vedkende sig."
Tidl. statsminister Poul Schlüter
Lidt historie...
På samme måde som de to andre store politiske hovedretninger, liberalismen og socialismen, tager konservatismen sit udspring i 1750érnes oplysningstid. Der, hvor konservatismen imidlertid skiller sig ud fra de to andre, er at den ikke baserer sig på et bestemt filosofisk erkendelsesbillede eller et utopia.
Hele 1700-tallet var kendetegnet af store omvæltninger både til det gode og til det mindre gode. Krige og sult, men også af store naturvidenskabelige landvindinger samt økonomiske og samfundsmæssige ændringer var alle dele af datidens verdensbillede.
De store samfundsmæssige og videnskabelige ændringer fik også stor indflydelse på den politiske filosofi. Med andre ord på hele den måde man i den politiske verden forestillede sig løsninger på problemer og optimeringer af muligheder.
Liberalismen
Den første retning, som fik fodfæste - især i England - var liberalismen. Den var et resultat af den rationalisme, som også prægede oplysningstiden og var i udgangspunktet inspireret af John Lockes (1632-1704) rettighedsteorier. Det var de teorier, som knæsatte for eksempel ejendomsretten.
Nationaløkonomen Adam Smith (1723-1790) videreudviklede den økonomiske liberalisme. Ifølge ham var enhver statslig indblanding i det økonomiske liv imod naturens orden, ja endda imod den guddommelige orden. Han lagde grunden til markedsøkonomiens mantra: den evige balance mellem udbydere og efterspørgere.
Socialismen
En anden hovedretning fra 1700-tallets oplysningstid er socialismen. Det var Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der gennem sin politiske filosofi lagde grundstenen til den moderne socialisme. I modsætning til liberalisterne mente han ikke, at samfundsændringerne havde ført til det bedre. Hans kritik var især rettet imod bysamfundet. Mennesket var blevet snæversynet, korrumperet og asocialt af samfundslivet. Han foreslog derfor en fjernelse af ejendomsretten som kun skabte egoisme. Han ønskede - noget romantisk - at føre samfundet tilbage til bondelivet. Her blev menneskerne ikke fordærvet af bylivet og af markedet. Staten skulle overtage styringen af samfundslivet, og gennem opdragelse skulle borgerne genfinde friheden. Sidstnævnte genfinder vi hos Karl Marx, der ønskede at befri mennesket ved at oplyse dem om deres "objektive interesse"
Fælles for de to politiske retninger var, at de søgte efter et bestemt mål. Liberalisterne ønsker en fjernelse (eller formindskelse) af statsmagten. Hvis samfundet hvilede i sig selv efter markedsmekanismerne, var det "gode samfund" nået. Omvendt ønskede Rousseau gennem lighed, statsstyring og "opdragelse" at frigøre mennesket. Ingen af de to idesæt tog nærmere hensyn til hvilke samfundsmæssige, økonomiske eller sociale omkostninger det indebar. Dengang som nu, når vi beskæftiger os med ideologier, stod målet over midlet.
Konservatisme
I bedste leksikon-stil kan det siges om ordet "konservativ", at det er afledt af det latinske middelalderudtryk conservativus, conservare (den bevarende, at bevare). Den konservative er med andre ord en, der ønsker at bevare noget. Hvis ordet konservativ står udefineret kan mærkatet sættes på næsten enhver tænkelig person. Med en vis ret kan man kalde så vidt forskellige størrelser som Stalin, præstestyret i Iran og Socialdemokratiet konservative. Alle ønsker (ønskede) de, at bevare samfundet som det er/var. Af samme grund har ordet "konservativ" i mange menneskers ører en negativ klang, men der er der ingen grund til. Konservatismen er nemlig meget mere end blot ønsket om at bevare - Konservatismen er ikke reaktionær.
Edmund Burke
Som modpol til både Rousseaus socialisme (om man vil) og til den rationelle liberalisme stod Edmund Burke (1729-1797), konservatismens grundfader.
Burke besad en dyb skepsis overfor universialløsninger på politiske problemer. Universialløsninger var netop, hvad der prægede de to andre retninger. Det betyder grundlæggende, at han ikke mente, at der fandtes nemme løsninger på svære problemer.
At forandre for at bevare!
Et af de mest grundlæggende elementer ved konservatismen er synet på, hvordan ændringer i samfundet kan og skal finde sted. Edmund Burke beskrev sin bekymring over Den Franske Revolution (i 1789) i bogen "Reflections on the Revolution in France" fra 1790. Udgangspunktet for revolutionen var Burke ikke imod, al den stund han som engelsk liberal var modstander af diktaturets undertrykkelse. Det, han derimod angreb, var metoden hvormed man i Frankrig søgte at ændre samfundsforholdene - nemlig ved hjælp af Guillotinen. Med stor præcision forudsagde han konsekvenserne af revolutionen; blodbad og efterfølgende diktatur. Ganske rigtig endte det sådan. Utallige sammen med kongen, Louise XVI, blev henrettet, og Napoleon Boneparte kronede sig selv til kejser ganske kort efter.
Det væsentlige ved Burkes konservatismen er, at den på ingen måde er reaktionær. Han var ikke i udgangspunktet imod forandringer. (Blandt andet støttede han varmt ophævelsen af slaveriet og USA´s uafhængighed.) Det, han angreb, var som sagt metoden til forandringer. I modsætning til både det liberalistiske og socialistiske samfundssyn anså han revolutionens væsen som grundlæggende dårligt. Uanset om målet var godt eller skidt, ville resultatet næsten uundværligt blive det sidste.
Menneske- og samfundssyn
Respekten for individet i samfundet er det centrale i konservatismen. Konservatismen anerkender, at mennesker er forskellige, og at de har forskellige behov, ønsker og glæder. Af samme grund hylder konservatismen også individets rettigheder. Ikke kun de positive rettigheder, som retten til socialhjælp, men også de negative, som dybest set betyder fraværet af tvang. Med andre ord er begreber som den private ejendomsret, religionsfrihed og ytringsfrihed set med konservativ optik meget væsentlige.
Konservatismens samfundssyn er, hvad man kunne kalde organisk. Samfundet er som en indviklet organisme, der vokser, og ikke som en mekanisme som ved enkle indgreb kan ændres på en gang. For den konservative vil reformer og ændringer ofte være nødvendige og ønskelige, for at bevare det som er værdifuldt i det bestående, men ændringerne må gennemføres med varsomhed, for at ingen bliver løbet over ende, som det f.eks. sker ved revolutioner. Samfundet skal ikke være uforanderligt, men ændringer skal ske så alle kan følge med.
Konservatismen opfatter ikke samfundet som bestående af en masse enkeltindivider, som uafhængigt flyder rundt på hver deres lille ø. For den konservative er alle mennesker i samfundet på den ene eller anden måde forbundet i et fællesskab.
Mennesket er overvejende et fornuftsvæsen. Konservatismen tror i en vis udstrækning på, at mennesket er godt og vil handle i egen og næstens interesse. Tilliden til mennesket er dog ikke ubegrænset. Det kan vi forvisse os om ved blot at slå op dagens avis. Mord, tyveri, vold, krig, bedrag, og voldtægter hører af den ene eller anden grund også til menneskets natur. I modsætning til liberalismen og dennes forskellige højreorienterede varianter har konservatismens derfor ikke fuld tillid til, at mennesket kan leve lykkeligt og harmonisk i et samfund kun baseret på markedets vilkår. For at sige det på en anden måde ikke blot anerkender konservatismen - men også fuldt ud støtter vi staten og den offentlige sektor. Størrelsen og omfanget af det offentlige er konservatismen meget villige til at debattere, men princippet om en offentlig sektor hylder konservatismen.
Arven mellem generationerne
På samme måde som vi mener, at mennesker lever i fællesskab med andre, mener vi også, at der eksisterer et fællesskab generationerne imellem. Dybest set mener såvel liberalisterne og for den sags skyld også socialisterne, at hver generation lever uafhængig af hinanden. Ingen er derfor forpligtet udover sin egen levealder. De to politiske hovedretning er kendetegnet ved netop at være et opgør med det nedarvede.
Konservatismen acceptere i modsætning hertil arven mellem generationerne. Det betyder, at konservatismen føler et ansvar for vores handlinger i forhold til den forudgående generationen og vigtigst til den generation som kommer efter os. Det ligger i ordet "konservativ", at konservatismen ikke ønsker at rive det bestående ned og revolutionere samfundet.
Når det er sagt, er det vigtigt at pointere at konservatismens generationssyn ikke skal opfattes som en fængselstilstand. Sønnen af en landmand er ikke forpligtiget til selv at skulle være landmand, datteren af en arbejdsløs behøver ikke nødvendigvis at leve sit liv uden erhvervsarbejde. Den generation, der vokser op i et diktatur, behøver ikke at affinde sig med det, men må godt arbejde for demokrati.
Afrunding
Som beskrevet i starten af denne kortfattede gennemgang af konservatismen, stammer såvel denne, som liberalismen og den tidlige socialisme fra oplysningstidens 1700-tal. Hvor de to sidstnævnte talte for revolution og samfundsændringer appellerede konservatismen til besindighed og omtanke.
Som beskrevet er konservatismen ikke reaktionær, gammeldags eller imod ændringer. Men ændringerne skal bare ske et tempo og med en varsomhed, så det sikres, at det værdifulde f.eks. i det samfund som vi lever i, bevares. Ændringerne skal også ske så mennesket og ikke en eller anden ideologi respekteres. Lidt populært kan vi sige, at vi ikke ønsker samfundsændringer ved hjælp af Guillotinen. Mennesker skal have mål med samfundet – ikke omvendt.
Konservatismen ændrer sig - i modsætning til de andre politiske hovedretninger - i takt med tiden. Konservatismen har ikke en gammel bog skrevet af Adam Smith eller Karl Marx som foreskriver, hvordan det lykkelige liv skal leves, eller hvordan de gode samfund skal se ud. Konservatismen har nogle grundlæggende værdier, som vi finder positive. Det er demokrati ejendomsret, social medfølelse og de gode traditioner.
Helt grundlæggende kan det siges om konservatismen, at det ikke er en ideologi som f.eks. liberalismen eller socialismen. Det er nærmere en metode, til hvordan ændringer i samfundet skal og kan finde sted. For konservatismen gælder det altid om at finde den rimelige balance. Balancen mellem stat og individ. Med en økonomisk politik følger naturligt en miljøpolitik. Med en erhvervspolitik også en socialpolitik. Konservatismen er en positiv livsholdning, og den er progressiv!
Hvis du vil vide mere, kan du med fordel læse noget af det nedenstående:
Bengt-Pedersen, Carsten: Konservatismens Rødder - Nogle træk af den konservative tænkning. 1987
Burke, Edmund: Tanker om den franske revolution (oversat af Chr. Truelsen). Ribe, 1987
Langslet, Lars Roar: Konservatismen fra Hume til i dag. København 1965
Lembourn, Hans Jørgen, Én – mange. København, 1967
Møller, John Christmas: Vi er alle socialister. København, 1966
Møller, Per Stig: Den Naturlige Orden. Gyldendal, 1996
Møller, Per Stig (red): Synspunkter i konservatismen. København 1968
Møller, Per Stig: Den borgerlige udfordring. København 1986
Møller, Per Stig: Tro, håb og fællesskab. København 1980
Karl Popper: Det Åbne samfund og det fjender. Oversat af Chr. Svendsen. Spektrum, 2001
Christian Schmitt, 2001
Ny bruger
Nybegynder
Opret
Preview
