Sakset fra Retsinfo.dk "Bekendtgørelse Bekendtgørelser er retsforskrifter udstedt af en minister eller anden administrativ myndighed, og som er gældende for enhver, såvel privatpersoner som offentlige myndigheder. ”Bekendtgørelse” er den almindelige betegnelse for de forskrifter, som ministre udsteder i henhold til en lovbemyndigelse. Bekendtgørelser skal som altovervejende hovedregel offentliggøres i Lovtidende, og i de situationer, hvor det ikke skal ske, skal loven eller en kongelig anordning indeholde hjemmel til at undlade dette. (Se nærmere ovenfor under Undtaget fra offentliggørelse i Lovtidende samt nedenfor under ”Lovtidende”). I forbindelse med en beskrivelse af bekendtgørelser er det vigtigt at understrege, at en bekendtgørelse ikke er det samme som en lovbekendtgørelse. En bekendtgørelse er en administrativ reguleringsform, hvorimod en lovbekendtgørelse har status af en lov, der offentliggøres i Lovtidende, når der til den oprindelige lov er vedtaget og offentliggjort et så omfattende antal ændringslove, at hensynet til retsreglernes overskuelighed kræver, at lovens tekst offentliggøres i en sammenskrevet og dermed samlet udgave. Bekendtgørelser forkortes i Retsinformation ”BEK”, og deres titel begynder altid med: ”Bekendtgørelse om ....”
Se også nedenfor under Ændringsbekendtgørelse og Ikrafttrædelsesbekendtgørelse.
Om bekendtgørelser kan læses mere under punkt 4 og 5 i vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative forskrifter samt nedenfor under Lovbekendtgørelse. "
"Cirkulære Cirkulærer udstedes ligesom bekendtgørelser af de enkelte ministerier, styrelser mv. og indeholder generelle retsregler. Der er imidlertid den afgørende forskel mellem bekendtgørelser og cirkulærer, at medens bekendtgørelser retter sig til borgerne og myndighederne, retter cirkulærerne sig udelukkende til myndighederne. Cirkulærer kan derfor ikke medføre pligter eller skabe rettigheder for borgerne. Cirkulærer kan udstedes uden lovhjemmel. Det gældende over-/underordnelsesforhold giver i sig selv hjemmel for, at en overordnet myndighed kan give en underordnet myndighed direktiver. Et cirkulære, som strider mod lovgivningen på det område, som det vedrører, er uden gyldighed. Cirkulærer forkortes i Retsinformation ”CIR”, og deres titel starter altid med: ”Cirkulære om ....”
Cirkulæreskrivelser er en forskriftstype, som anvendes til at give konkrete tjenestebefalinger til mange myndigheder.
Om cirkulærer kan læses mere under punkt 6 i vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative forskrifter."
Så forskellen er at bekendtgørelser vedrører alle, cirkulærer kun offentlige myndigheder, så i den forstand kan man sige at bekendtgørelser er "stærkere".
Tilladte BB-code-tags: [b]fed[/b] [i]kursiv[/i] [u]understreget[/u] Web- og emailadresser omdannes automatisk til links. Der sættes "nofollow" på alle links.