23. april 2003 - 23:30Der er
11 kommentarer og 2 løsninger
Kig en stil igennem
Hej, jeg har desværre ikke stavekontrol på min pc nogen der gider løbe den igennem for stavefejl og evt små fejl. Der gives ekstra points for at rette den for komma fejl.
Stilen:
Nu skal du høre min livshistorie. Årstallet er 830 i en stor by, nær Det Indiske Ocean. Mit navn er Nemo og havde en bror ved navn Nasim. Som mistede livet for flere år siden, ved en fejltagelse på kejserens palads. Der havde været en forædder på paladset, som havde stjålet guld og ædelstene fra skattekammeret. Den eneste der havde set, hvad der var sket var Nasim. Kejseren mente, at Nasim ville skyde skylden på en anden. Nasim blev dømt til pisk til døde. Jeg var ikke i landet på det tidspunkt, da jeg skulle til det kolde nord og lærer deres kultur. I norden betalte jeg en familie lidt guldmønter for at bo hos dem. De havde to sønner og en datter. Den ene søn var meget fascineret af et lille dyr med otte ben. Som vi kaldte en edderkop, der hvor jeg kom fra. Jeg kunne ikke forstå familiens sprog eller nogen andre fra norden. Så det blev lidt gæt og tegnsprog. Sønnen der havde de edderkopper, prøvede hele tiden at sige noget til mig. Men det lykkedes aldrig. En dag tog han mig i hånden og vi gik ud til en skov, som lå i nærhedden. Han havde en af sine edderkopper med i et stort bur, som man næsten ikke kunne se ind i. Vi kunne se et meget stort dyr komme et stykke fra os. Drengen viste mig om bag buret, hvor han også selv gik om. Han lavede en bevægelse så han stod helt stille og derefter pegede han på mig. Jeg forstod at, jeg skulle stå musestille. Han åbnede buret og kort tid efter lå det store dyr helt stille. Vi gik hen til det store dyr, edderkoppen var væk. Men det var drengen også ligeglad med, for han havde mange af dem og han måtte ikke engang, have dem for hans far. Det store dyr var stendød. Nu forstod jeg hvilke dræber edderkopper han havde. De så også underlige ud, for de havde et stort blåt kors på ryggen. Vi gik hjem igen, drengen tegnede på jorden med hans pegefinger. Tre forskellige dyr og en edderkop med korset på ryggen. Han lavede tre streger ved siden af edderkoppen. Han dækkede det største dyr til med jord og stregede den ene streg ud ved edderkoppen. Han dækkede så de to sidste dyr over med jord og fjernede de sidste to streger og edderkoppen. Jeg forstod ret hurtigt, at edderkoppen kun stikkede tre gange og så var den død. Drengen tilbød at jeg fik tre edderkopper for noget af mit silke. Jeg sagde pænt nej, da jeg ikke havde noget at bruge dem til. Drengen sagde, at jeg ville få det og at jeg ville ombestemme mig. Jeg lagde mig til at sove og tænkte på min bror Nasim. Jeg savnede ham og hadede kejseren for det han havde gjort. Jeg ville så gerne slå ham ihjel, men jeg ville blive opdaget. Jeg kom i tanke om edderkopperne. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bytte noget af mit silke for nogle edderkopper. Jeg skulle aflevere en rulle hvor jeg havde skrevet alt hvad jeg havde oplevet i norden. Jeg ville derfor få edderkopperne i den rulle jeg skulle aflevere. Jeg vidste nemlig, at kejseren elskede han læse i fred. Så ville ingen opdage, at jeg havde puttet de dødbringende edderkopper i. Jeg havde kun få dage tilbage i norden, før jeg skulle hjem igen. De dage kunne jeg bruge på, at sige farvel og få de sidste ting set. Inden min hjemrejse, fik jeg en halskæde med et mønster, som var meget svært at se. Drengen fortalte, at når jeg kunne se mønsteret tydeligt ville guderne være med mig. Endelig hjemme i mit hjemland, gaderne var de samme, menneskerne var de samme. Men det ville også være underligt, hvis det ikke var det samme det hele. Det var også kun få år jeg havde været væk. Der var kommet flere fremmede mennesker, men som fulgte vores kultur. Jeg gik mod paladset for at aflevere rullen til kejseren. Han tog pænt imod mig og spurgte om det havde været en god rejse. Jeg måtte svarer ja og forklarede at jeg måtte desværre gå. Da jeg skulle møde mine familie medlemmer og nogle venner. Jeg sagde pænt farvel til kejseren og gik ind i byen. For at finde det hus, hvor familien og vennerne var. Jeg ejede ikke nogen ting, udover det jeg havde på og de guld mønter, som min familie skulle passe på for mig. Dagen efter, gik soldater rundt og råbte at kejseren var død. Der var mange soldater der gik rundt og ledte efter noget. Pludselig tog nogle fast i mig og sagde at nu havde de fundet forædderen. Jeg fik hurtigt fortalt, at mit forsøg var mislykkedet. En af edderkopperne, var fundet død i rullen. Det var et tydeligt bevis på, at det var mig der ville have slået kejseren ihjel. Jeg blev dømt til det mest grusomme, som dette land kendte til. At lide under en langsom død. Hvor min krop ville blive skåret op forskellige steder og derefter ville der blive puttet små kødædende dyr ind i mig. Jeg var ikke så bange for at blive slået ihjel, men på den måde frygtede jeg virkelig. Jeg havde hævnet min bror’s død og kunne dø lykkeligt. Den store dag, hvor jeg skulle dømmes. Mange mennesker var mødt op, både voksne og børn. De stod og råbte grimme ting til mig og kastede med grønsager, sten og hvad de ellers kunne kaste. Lige pludselig blev jeg blændet, det blev helt sort og jeg kunne kun se et blåt kors. Alt blev tydeligt igen, men en stemme var i mit hoved. Det var den dreng jeg havde mødt i norden og fået halskæden af der sagde, skynd dig ellers vil vi begge dø. Jeg var ikke den samme, jeg var en lille dreng, jeg kunne se mig selv oppe ved soldaterne. Jeg forstod det ikke, men jeg måtte gøre noget. Jeg begyndt at fortælle folk, at manden der skulle dø. Var uskyldig og det var kejseren der var skyld i hans egen død. Kejseren havde dræbt, den mand der skulle dømmes, bror. De måtte gøre oprør, de måtte gøre noget eller deres land ville bryde sammen i kaos. Folk begyndte at snakke om de skulle gøre noget. Pludselig stormede folk soldaterne og begyndte at diskutere om de skulle indtage paladset. Da de altid var blevet styret af kejseren og soldaterne. Der blev råbt, at nu ville de styre deres eget liv. Det bliv igen sort og kun et blåt kors var synligt. Jeg var samme sted som jeg var for få sekunder siden. Den lille dreng vinkede til mig og løb væk. Jeg kunne kun takke Gud, for hvem ville ellers havde den kraft. Folk råbte at de ville have en retfærdig kejser. En gruppe løftede mig op og råbte, længe leve kejseren.
Nu skal du høre min livshistorie. Årstallet er 830 i en stor by, nær Det Indiske Ocean. Mit navn er Nemo og havde en bror ved navn Nasim. Som mistede livet for flere år siden, ved en fejltagelse på kejserens palads. Der havde været en forræder på paladset, som havde stjålet guld og ædelstene fra skattekammeret. Den eneste der havde set, hvad der var sket var Nasim. Kejseren mente, at Nasim ville skyde skylden på en anden. Nasim blev dømt til pisk til døde. Jeg var ikke i landet på det tidspunkt, da jeg skulle til det kolde nord og lærer deres kultur. I norden betalte jeg en familie lidt guldmønter for at bo hos dem. De havde to sønner og en datter. Den ene søn var meget fascineret af et lille dyr med otte ben. Som vi kaldte en edderkop, der hvor jeg kom fra. Jeg kunne ikke forstå familiens sprog eller nogen andre fra norden. Så det blev lidt gæt og tegnsprog. Sønnen der havde de edderkopper, prøvede hele tiden at sige noget til mig. Men det lykkedes aldrig. En dag tog han mig i hånden og vi gik ud til en skov, som lå i nærheden. Han havde en af sine edderkopper med i et stort bur, som man næsten ikke kunne se ind i. Vi kunne se et meget stort dyr komme et stykke fra os. Drengen viste mig om bag buret, hvor han også selv gik om. Han lavede en bevægelse så han stod helt stille og derefter pegede han på mig. Jeg forstod at, jeg skulle stå musestille. Han åbnede buret og kort tid efter lå det store dyr helt stille. Vi gik hen til det store dyr, edderkoppen var væk. Men det var drengen også ligeglad med, for han havde mange af dem og han måtte ikke engang, have dem for hans far. Det store dyr var stendødt. Nu forstod jeg hvilke dræberedderkopper han havde. De så også underlige ud, for de havde et stort blåt kors på ryggen. Vi gik hjem igen, drengen tegnede på jorden med hans pegefinger. Tre forskellige dyr og en edderkop med korset på ryggen. Han lavede tre streger ved siden af edderkoppen. Han dækkede det største dyr til med jord og stregede den ene streg ud ved edderkoppen. Han dækkede så de to sidste dyr over med jord og fjernede de sidste to streger og edderkoppen. Jeg forstod ret hurtigt, at edderkoppen kun stak tre gange og så var den død. Drengen tilbød at jeg fik tre edderkopper for noget af mit silke. Jeg sagde pænt nej, da jeg ikke havde noget at bruge dem til. Drengen sagde, at jeg ville få det og at jeg ville ombestemme mig. Jeg lagde mig til at sove og tænkte på min bror Nasim. Jeg savnede ham og hadede kejseren for det han havde gjort. Jeg ville så gerne slå ham ihjel, men jeg ville blive opdaget. Jeg kom i tanke om edderkopperne. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bytte noget af mit silke for nogle edderkopper. Jeg skulle aflevere en rulle hvor jeg havde skrevet alt hvad jeg havde oplevet i norden. Jeg ville derfor få edderkopperne i den rulle jeg skulle aflevere. Jeg vidste nemlig, at kejseren elskede at læse i fred. Så ville ingen opdage, at jeg havde puttet de dødbringende edderkopper i. Jeg havde kun få dage tilbage i norden, før jeg skulle hjem igen. De dage kunne jeg bruge på, at sige farvel og få de sidste ting set. Inden min hjemrejse, fik jeg en halskæde med et mønster, som var meget svært at se. Drengen fortalte, at når jeg kunne se mønsteret tydeligt ville guderne være med mig. Endelig hjemme i mit hjemland, gaderne var de samme, menneskerne var de samme. Men det ville også være underligt, hvis det ikke var det samme det hele. Det var også kun få år jeg havde været væk. Der var kommet flere fremmede mennesker, men som fulgte vores kultur. Jeg gik mod paladset for at aflevere rullen til kejseren. Han tog pænt imod mig og spurgte om det havde været en god rejse. Jeg måtte svarer ja og forklarede at jeg desværre måtte gå. Da jeg skulle møde mine familiemedlemmer og nogle venner. Jeg sagde pænt farvel til kejseren og gik ind i byen. For at finde det hus, hvor familien og vennerne var. Jeg ejede ikke nogen ting, udover det jeg havde på og de guld mønter, som min familie skulle passe på for mig. Dagen efter, gik soldater rundt og råbte at kejseren var død. Der var mange soldater der gik rundt og ledte efter noget. Pludselig tog nogle fast i mig og sagde at nu havde de fundet forræderen. Jeg fik hurtigt fortalt, at mit forsøg var mislykkedes. En af edderkopperne, var fundet død i rullen. Det var et tydeligt bevis på, at det var mig der ville have slået kejseren ihjel. Jeg blev dømt til det mest grusomme, som dette land kendte til. At lide under en langsom død. Hvor min krop ville blive skåret op forskellige steder og derefter ville der blive puttet små kødædende dyr ind i mig. Jeg var ikke så bange for at blive slået ihjel, men på den måde frygtede jeg virkelig. Jeg havde hævnet min brors død og kunne dø lykkeligt. Den store dag, hvor jeg skulle dømmes. Mange mennesker var mødt op, både voksne og børn. De stod og råbte grimme ting til mig og kastede med grønsager, sten og hvad de ellers kunne kaste. Lige pludselig blev jeg blændet, det blev helt sort og jeg kunne kun se et blåt kors. Alt blev tydeligt igen, men en stemme var i mit hoved. Det var den dreng jeg havde mødt i norden og fået halskæden af der sagde, skynd dig ellers vil vi begge dø. Jeg var ikke den samme, jeg var en lille dreng, jeg kunne se mig selv oppe ved soldaterne. Jeg forstod det ikke, men jeg måtte gøre noget. Jeg begyndt at fortælle folk, at manden der skulle dø. Var uskyldig og det var kejseren der var skyld i hans egen død. Kejseren havde dræbt, den mand der skulle dømmes, bror. De måtte gøre oprør, de måtte gøre noget eller deres land ville bryde sammen i kaos. Folk begyndte at snakke om de skulle gøre noget. Pludselig stormede folk soldaterne og begyndte at diskutere om de skulle indtage paladset. Da de altid var blevet styret af kejseren og soldaterne. Der blev råbt, at nu ville de styre deres eget liv. Det bliv igen sort og kun et blåt kors var synligt. Jeg var samme sted som jeg var for få sekunder siden. Den lille dreng vinkede til mig og løb væk. Jeg kunne kun takke Gud, for hvem ville ellers havde den kraft. Folk råbte at de ville have en retfærdig kejser. En gruppe løftede mig op og råbte, længe leve kejseren.
Ti Point er for lidt for sådan et stort arbejde. Du havde mange steder med omvendt ordstilling, samt fejl som ikke blev fundet af stavekontrollen idet ordet du skrev var stavet rigtig, men alligevel forkert. De er rettet og der er også rettet kommaer.
Nu skal du høre min livshistorie. Årstallet er 830 i en stor by, nær Det Indiske Ocean. Mit navn er Nemo og jeg havde en bror ved navn Nasim. Han mistede livet for flere år siden ved en fejltagelse på kejserens palads. Der havde været en forrædder på paladset, som havde stjålet guld og ædelstene fra skattekammeret. Den eneste der havde set, hvad der var sket var Nasim. Kejseren mente, at Nasim ville skyde skylden på en anden. Nasim blev idømt pisk til døden. Jeg var ikke i landet på det tidspunkt, da jeg skulle til det kolde Nord for at lære deres kultur. I Norden betalte jeg en familie lidt guldmønter for at bo hos dem. De havde to sønner og en datter. Den ene søn var meget fascineret af et lille dyr med otte ben, som vi kaldte en edderkop der hvor jeg kom fra. Jeg kunne ikke forstå familiens sprog eller nogen andre fra Norden, så det blev lidt gæt og lidt tegnsprog. Sønnen der havde de edderkopper, prøvede hele tiden at sige noget til mig, men det lykkedes aldrig. En dag tog han mig i hånden, og vi gik ud til en skov som lå i nærheden. Han havde en af sine edderkopper med i et stort bur, som man næsten ikke kunne se ind i. Vi kunne se et meget stort dyr komme et stykke fra os. Drengen viste mig om bag buret, hvor han også selv gik om. Han lavede en bevægelse, så han stod helt stille, og derefter pegede han på mig. Jeg forstod at jeg skulle stå musestille. Han åbnede buret og kort tid efter lå det store dyr helt stille. Vi gik hen til det store dyr, edderkoppen var væk. Men det var drengen også ligeglad med, for han havde mange af dem og han måtte ikke engang, have dem for hans far. Det store dyr var stendødt. Nu forstod jeg at det var dræberedderkopper han havde. De så også underlige ud, for de havde et stort blåt kors på ryggen. Vi gik hjem igen, drengen tegnede på jorden med hans pegefinger. Tre forskellige dyr og en edderkop med korset på ryggen. Han lavede tre streger ved siden af edderkoppen. Han dækkede det største dyr til med jord og stregede den ene streg ud ved edderkoppen. Han dækkede så de to sidste dyr over med jord, og fjernede de sidste to streger og edderkoppen. Jeg forstod ret hurtigt, at edderkoppen kun stak tre gange og så døde den. Drengen tilbød at jeg fik tre edderkopper for noget af mit silke. Jeg sagde pænt nej, da jeg ikke havde noget at bruge dem til. Drengen sagde, at hvis jeg senere fik brug for det kunne jeg ombestemme mig. Jeg lagde mig til at sove, og drømte om min bror Nasim. Jeg savnede ham, og hadede kejseren for det han havde gjort. Jeg ville så gerne slå ham ihjel, men jeg ville blive opdaget. Jeg kom i tanke om edderkopperne. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bytte noget af mit silke for nogle edderkopper. Jeg skulle aflevere en skriftrulle hvor jeg havde nedskrevet alt hvad jeg havde oplevet i Norden. Jeg ville derfor komme edderkopperne i den rulle jeg skulle aflevere. Jeg vidste nemlig at kejseren elskede at læse i fred. Så ville ingen opdage, at jeg havde puttet de dødbringende edderkopper i. Jeg havde kun få dage tilbage i Norden før jeg skulle hjem igen. De dage kunne jeg bruge på at sige farvel, og få set de sidste ting. Inden min hjemrejse fik jeg en halskæde med et mønster, som var meget svært at se. Drengen fortalte, at når jeg kunne se mønsteret tydeligt, ville guderne være med mig. Endelig hjemme i mit hjemland, gaderne var de samme, menneskerne var de samme. Men det ville også være underligt, hvis det ikke var det samme det hele. Det var også kun få år jeg havde været væk. Der var kommet flere fremmede mennesker, men som fulgte vores kultur. Jeg gik mod paladset for at aflevere rullen til kejseren. Han tog pænt imod mig og spurgte om det havde været en god rejse. Jeg måtte svarer ja, og forklarede at jeg desværre måtte gå, da jeg skulle mødes med nogle familiemedlemmer og nogle venner. Jeg sagde pænt farvel til kejseren og gik ind i byen, for at finde det hus, hvor familien og vennerne var. Jeg ejede ikke nogen ting udover det jeg havde på, og de guld mønter, som min familie skulle passe på for mig. Dagen efter gik soldater rundt og råbte ”kejseren er død”. Der var mange soldater der gik rundt og ledte efter noget. Pludselig tog nogle fast i mig og sagde at de havde nu fundet forrædderen. Jeg fandt hurtigt ud af, at mit forsøg var mislykkedes. En af edderkopperne var fundet død i rullen. Det var et tydeligt bevis på, at det var mig, der ville have slået kejseren ihjel. Jeg blev dømt til det mest grusomme, som dette land kendte til. Jeg skulle lide en langsom død, hvor min krop ville blive skåret op forskellige steder, og derefter ville der blive puttet små kødædende dyr ind i mig. Jeg var ikke så bange for at blive slået ihjel, men på den måde frygtede jeg det virkelig. Jeg havde hævnet min brors død og kunne dø lykkeligt. Den store dag, hvor jeg skulle dømmes. Mange mennesker var mødt op, både voksne og børn. De stod og råbte grimme ting til mig og kastede med grønsager, sten og hvad de ellers kunne kaste. Lige pludselig blev jeg blændet, det blev helt sort og jeg kunne kun se et blåt kors. Alt blev tydeligt igen, men en stemme var inde i mit hoved. Det var den dreng jeg havde mødt i Norden og fået halskæden af, der sagde: skynd dig ellers vil vi begge dø. Jeg var ikke den samme, jeg var en lille dreng, jeg kunne se mig selv oppe ved soldaterne. Jeg forstod det ikke, men jeg måtte gøre noget. Jeg begyndt at fortælle folk, at manden der skulle dø, var uskyldig, og at det var kejseren der var skyld i sin egen død. Kejseren havde dræbt broderen til den mand der skulle dømmes. De måtte gøre oprør, de måtte gøre noget eller deres land ville bryde sammen i kaos. Folk begyndte at snakke om de skulle gøre noget. Pludselig stormede folkeskaren soldaterne, og begyndte at diskutere om de skulle indtage paladset. De var altid blevet styret af kejseren og hans soldater. Der blev råbt, at de nu ville styre deres eget liv. Det blev igen sort, og kun et blåt kors var synligt. Jeg var samme sted som jeg var for få sekunder siden. Den lille dreng vinkede til mig og løb væk. Jeg kunne kun takke Gud, for hvem ville ellers havde den kraft. Folk råbte at de ville have en retfærdig kejser. En gruppe løftede mig op og råbte: længe leve kejseren.
Jeg troede ikke, vi var pointgriske, men at vi blot hyldede princippet med point...
Imidlertid synes jeg det er helt håbløst, at vi skal rette skoleopgaver - det er ikke et lektierværksted, men et vidensdelingsforum. Chatonline> Hvad med du selv gik i gang med at lærekommateringsregler og tjekkede alle dine ord selv i en ordbog. Lyder måske hårdt, men det her lærer du absolut intet af!!!!!
Enig med klgn det er ikke point der er vigtig selvom han var lidt nærrig. Jeg gad også kun gøre det da jeg ikke kunne sove alligevel.
Derudover ville det egentlig være forfærdeligt hvis vi også skal til at rette skoleopgaver så kunne vi da få nok at bestille, så det må siges at være en engangsforestilling.
Tilladte BB-code-tags: [b]fed[/b] [i]kursiv[/i] [u]understreget[/u] Web- og emailadresser omdannes automatisk til links. Der sættes "nofollow" på alle links.
