Indhold
En af de helt store fordele ved digital lagring er at pladsen kan genbruges, men den strategi sælger næppe lige så mange hukommelseskort, som der er solgt filmruller i tidens løb.
Derfor har Sandisk nu udviklet et éngangs-hukommelseskort, der skal bruges som en traditionel filmrulle. Det vil sige, at der kun kan optages på hukommelseskortet én gang. Derefter ligger billederne på kortet i resten af dets levetid.
Ifølge Sandisk er der et stort marked for nemmere håndtering af digitale billeder, og printere med kortlæsere er også vældigt populære for tiden.
De nye Shoot & Store hukommelseskort bliver til at starte med lanceret i en størrelse på 32 megabyte. Senere på året vil der støde en 64 megabyte-version til.
Prisen for de to bliver 15 dollar og 25 dollar hvilket svarer til omtrent 90 og 150 kroner. Kortene kan leveres i formaterne Compact Flash, Secure Digital (SD-Card) og SmartMedia. Senere vil Memory Stick PRO og xD-Picture Card-formaterne også blive understøttet.
Kortene vil blive solgt som henholdsvis 50 og 100 billeders-kort, hvilket skulle svare til antallet af billeder, som kan ligge på kortene. Det er beregnet ud fra billeder på 1 megapixel, som må siges at være en lav opløsning i dag.
Shoot & Store linjen af produkter vil også indeholde en Digital Photo Viewer, som er en billedfremviser, der kan tilsluttes direkte til et fjernsyn.
Alternativt kan man blot indlevere hukommelseskortet til en fotohandler og få dem fremkaldt på normal vis.
Sandisk tager dog forbehold for, om de kan levere varen til den lovede pris, og om det overhovedet kommer til at blive en god forretning.