Når man allerede har erobret himlen med Top Gun: Maverick og sat turbo på Brad Pitts kommende F1-film, hvad gør man så?
For instruktør Joseph Kosinski og producer Jerry Bruckheimer er svaret klart: rumvæsener og konspirationsteorier.
Den dynamiske duo bag den seneste Top Gun-film med Tom Cruise og den kommende Formel 1-film med Brad Pitt har igen slået pjalterne sammen for at skabe en UFO-konspirationsthriller, der på ingen tid har fået Hollywood til at gå i selvsving.
Projektet bliver foreløbig kun beskrevet som ”All the President’s Men med UFO’er”. Det er skrevet af Zach Baylin, der stod bag manuskriptet til Oscar-vinderen King Richard.
Hvad filmen rent faktisk handler om, er stadig en hemmelighed. Men apropos hemmeligheder kan fans af X-Files uden tvivl forestille sig masser af skumle UFO-hændelser, som den amerikanske regering har dækket over.
Referencen til All the President’s Men antyder jo nok, at der skal nogle modige og opsøgende journalister til for at afdække konspirationerne om væsener fra en anden verden.
I hvert fald fik filmen hurtigt skabt en heftig budkrig mellem giganter som Amazon, Apple, Paramount og Warner Bros.
Vinderen blev Apple, der blandt andet sikrede sig rettighederne takket være et vellykket samarbejde med Kosinski og Bruckheimer på F1, der får premiere til juni.
Udover Kosinski og Bruckheimer har filmen også fået ekstra opmærksomhed, fordi den tidligere U.S. Air Force-officer David Grusch er involveret i filmen som konsulent og producer.
Grusch blev i 2023 kendt for sine opsigtsvækkende påstande om, at den amerikanske regering i hemmelighed har studeret ikke-menneskelige fartøjer og væsener.
Duoen Joseph Kosinski og Jerry Bruckheimer beviste tilbage i 2022 med Top Gun: Maverick, at de kan levere global succes, for filmen indtjente over 1,4 milliarder dollars på verdensplan og scorede seks Oscar-nomineringer.
Kosinski har tidligere instrueret sci-fi-film som Oblivion, Tron: Legacy og Spiderhead og blander nu sin interesse for sci-fi og action med mysteriet om liv i det ydre rum.
Hvad den kommende film kommer til at hedde – og hvornår vi kan forvente at streame den på Apple TV+ eller se den i biograferne, er fortsat indhyllet i hemmeligheder. Man skulle næsten tro, at nogen prøvede at skjule noget.