Columbus’ aktiekurs stryger i vejret onsdag formiddag i kølvandet på offentliggørelsen af selskabets årsregnskab for 2023.
Regnskabet er noget nær en solstråle-historie, for Columbus viser solid vækst på alle nøgletal.
Den samlede omsætning er steget med knap 11 procent til nu 1,54 milliarderkroner, driftsindtjeningen er øget med 28 procent til nu 118 millioner kroner, og indtjeningen før skat er vokset med 23 procent til nu 39 millioner kroner.
“Alle dele af forretningen har bidraget til omsætnings-væksten,” lyder det fra Columbus.
Selskabet peger på, at der især har været gang i væksten i de to strategisk vigtige forretnings-divisioner Data & Analytics samt Custumer Experience & Engagement.
Disse to divisioner har haft omsætningsvækst på henholdsvis 30 procent og 49 procent sammenlignet med det foregående år.
Selskabets største forretnings-divison, Dynamics, har haft omsætnings-vækst på 12 procent.
Topchef Søren Krogh Knudsen meddeler, at Columbus efter flere års forberedelser nu er klar til for alvor at forbedre indtjeningen.
“Efter tre års strømlining af selskabet, er Columbus nu klar til at udfolde indtjenings-potentialet og nå nye højder. Vi har organisationen på plads til at udrulle initiativerne i EBITDA15-programmet for at forbedre profitabiliteten,” siger han.
EBITDA15-programmet er Columbus’ vækst-plan, der blandt andet indebærer en stor transformation af selskabet.
Søren Krogh Knudsen fortalte Computerworld om planerne i december, hvor han blandt andet fortalte, at det ikke længere kan betale sig at være generalist.
Eneste malurt i bægeret for Columbus i årets regnskab er den norske forretning, hvor udviklingen ifølge selskabet er et ‘blandet billede.’
Her ligger omsætningen flad med en vækst på blot 0,4 procent.
Columbus’ hovedejer og bestyrelsesformand, rigmanden Ib Kunøe, meddeler, at udviklingen i den samlede forretning ventes at fortsætte.
“Vi følger de eksterne forhold tæt, da den geopolitiske usikkerhed hurtigt kan påvirke markedets udvikling,” siger han.
Columbus har i de senere år trukket sig ud af Rusland og Baltikum og frasolgt softwareudviklingsvirksomheden To-Increase i Holland.
Nu fokuserer Columbus primært på Norden, Tyskland, USA og England, hvor selskabet blandt andet har købt virksomheden Endless Gain.