Af Knud Søndergaard, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Dette er første del af to i AODs nye byg selv-projekt, hvor vi bygger en reference-pc. Anden del kan du læse her.
1. del: Alle komponenter
Her er første del af det store og spændende byggeprojekt. Vi koncentrerer os om valget af komponenter, og om hvordan den samlede computer performer. I næste afsnit gennemgår vi byggefasen.
Hvis nogen regelmæssig AOD-læser skulle være i tvivl, har overtegnede profil en god portion gør det selv-gener i sit DNA. Det begyndte for mange år siden med et ønske om at få mere ud af et sparsomt budget. I dag er motivationen i højere grad hobbyhygge kombineret med en ambition om at få opfyldt helt specifikke krav.
Skribenten til denne artikel har bygget adskillige computere i sit liv, og efter nogle år med – stærkt modificerede – stang-pc’er besluttede jeg i det tidlige forår 2022 at vaske tavlen ren og bygge en helt ny maskine, udvælge samtlige komponenter på egen hånd og skrue det hele sammen fra bunden af.
Lidt inspiration har jeg fået fra min hustru, der ligesom mange andre er blevet ramt af en stærkt smitsom garnvirus og nu får en del af sin fritid til at gå med at strikke trøjer, tørklæder og sokker med mere.
Det er sjældent billigt i forhold til industriprodukter, men hun nyder at kunne bestemme det hele – størrelse, facon, farve, materialer – og dele sine oplevelser og erfaringer med andre.
Sådan et netværk af venner har jeg ikke, så jeg kompenserer ved at strikke en computer sammen og skrive om projektet i AOD.
AODs næsten færdige test-computer: Der er rigtigt godt med plads i det store Corsair-kabinet, så det er nemt at komme til hele indmaden og luftcirkulationen optimeres.En maskine til det hele
Det er selvfølgelig vigtigt for et medie som AOD at have nogle dedikerede computere til testformål – ved siden af almindelige arbejdsmaskiner til mail og andre Office-formål samt billed- og lydbehandling m.v.
I praksis foregår test dog oftest på de nyeste og kraftigste pc’er, vi har til rådighed suppleret med en af de ældre sager, når der er brug for det. Det er et spørgsmål om tidsforbrug og om at have adgang til den sidste nye teknologi i testsammenhæng.
Selv om jeg anser mig for god til at opdatere software og holde malware ude, bliver min testmaskine hurtigt noget grumset. Det mener jeg dybest set kan være en fordel, fordi mine testresultater kommer til at svare bedre til, hvad læserne kan opleve hjemme hos sig selv. Desuden bliver det nemmere at spotte eventuelle konflikter mellem forskellige produkter og apps.
Men hvordan skal en ideel testmaskine så se ud? Min it-tilgang er, hvad jeg vil kalde mainstream. Det vil sige hardware og software i Windows-universet. Gaming er ikke blandt mine laster, og alternative platforme som Ubuntu (Linux) og Mac har jeg ikke kapacitet til at dække.
Med andre ord er jeg heller ikke interesseret i at betale for rgb-lysshow og ekstreme grafikkort, men jeg vil stadig have så meget råstyrke, at min computer ikke må være en flaskehals, når jeg tester avancerede enheder som for eksempel hurtige flashdrev eller hidsige skærme.
I de følgende afsnit vil jeg afsløre, hvilke komponenter jeg har valgt til min nye testmaskine – og hvorfor. Læserne bliver dog skånet for lange beskrivelser af mine googlinger og overvejelser undervejs.
Komponentmangel og fjernlagre
Mange medier har været fremme med historier om, at markedet for komponenter til computere, underholdningselektronik og biler er støvsuget i en grad, så det er nærmest udsigtsløst at bygge noget som helst på it-området selv.
Hos mine leverandører til dette projekt har jeg registreret travlhed og mindre præcise leveringstider, end jeg er vant til, men egentlig komponentmangel har der ikke været tale om.
Især har det taget tid at holde styr på, hvad ComputerSalg, Proshop og nogle andre firmaer egentlig har haft på lager. De arbejder nemlig med begreber som lokalt lager, hvorfra der normalt kan leveres fra dag til dag, og fjernlager, der kan være et noget mere elastisk begreb, som lader til at omfatte en vifte af samarbejdspartnere andre steder på kloden.
Mit nye bundkort har været det største problembarn i projektet. Det har generelt ligget på fjernlager – måske også fordi det er for dyrt at have liggende på et lokalt lager.
Heldigvis er firmaerne gode til at informere om ændrede leveringsdatoer, og hvis tidspunktet rykkes mere end én gang eller langt ud i fremtiden, har jeg simpelthen bestilt den samme vare hos et andet firma – og annulleret den ene ordre, når leveringssituationen er blevet afklaret.
Det er at kaste grus i logistikmaskineriet, men det må et firma efter min mening leve med, hvis det ikke har bedre styr på sine fjernlagre.
Situationen er anderledes hos AV-Cables og avXperten, som forsyner mig med kabler og diverse dimser. De viser generelt kun lagervarer på deres hjemmesider, og det reducerer markedsoverblikket, men befrier firmaerne for en besværlig administration af restordrer.
Jeg kan tilføje, at priserne ikke har svinget særligt meget over de tre måneder, som mit projekt har varet. Det tyder også på, at der ikke har været nogen speciel knaphed på de komponenter, som jeg har anskaffet.
4 trin: I gang med den nye computer
Trin 1: Den afgørende drivlinje: cpu og bundkort
En bils såkaldte fremdriftssystem kaldes også drivlinje og udgøres af dens motor plus transmission, aksler og hjul m.v. Noget tilsvarende kan man sige om en computers processor (cpu) og tilhørende bundkort.
Jeg besluttede fra starten, at nu skulle jeg omsider prøve en motor i form af en Intel-processor fra den dyre Core i9-klasse, og det skulle selvfølgelig være en model fra 12. generation – stadig i skrivende stund den seneste. Men hvilken variant?
Intel tilbyder aktuelt 12 versioner af denne processor, hvoraf to virkede relevante for mig – i9-12900K fra Q4’21, som har været flittigt dyrket i medierne, og den lidt billigere i9-12900 fra Q1’22.
På www.intel.com er det nemt at sammenligne hele produktfamilien, og jeg endte med at vælge i9-12900-modellen, som er en smule langsommere og noget billigere, men til gengæld kommer bundlet med en køler og har et basisforbrug på 65 W mod K-versionens 125 W.
Begge versioner deler den samme grundlæggende teknologi med Intel 7 (7 nm) litografi, 16 kerner, 24 tråde, 30 + 14 MB cache og gode muligheder for overclocking – for dem, der har mod på den slags.
[su_slider source="media: 3174917,3174916,3174915,3174914" limit="8" link="image" width="1500" height="900" autoplay="0" speed="300"]
Med på chippen får man en Intel UHD Graphics 770-processor, som naturligvis ikke kan give et femcifret Nvidia-grafikkort baghjul, men stadig har muskler nok til at trække et par 4K-skærme eller et 8K-panel ved 60 Hz.
Valget af et bundkort har været sværere, for udvalget er stort, og specifikationerne kan være uoverskuelige. Jeg koncentrerede mig dog hurtigt om et Asus ProArt Z690-Creator WiFi, som har mest muligt samlet på selve kortet med fuld ATX-formfaktor (305 x 245 mm) – og ikke er dedikeret til gaming, men er målrettet professionelle indholdsskabere (”content creators”).
Som modelbetegnelsen fortæller, drives dette bundkort af det nye, stærke Intel Z690-chipsæt. Det kan håndtere PCIe 5.0 x16 (2 sokler) og PCIe 4.0 x4 (op til 4 NVMe-enheder), hvad jeg har brug for til test af hurtige flashdrev. Hele 15 USB-porte – heriblandt to af de superhurtige Thunderbolt 4 – er der blevet plads til.
Jeg faldt også for udvalget af øvrige tilslutninger på dette bundkort. Der er to LAN-porte med henholdsvis 2.5G- og 10G-kapacitet plus indbygget Wi-Fi 6E, så jeg kan spare et par udvidelseskort og få plads til en fiberoptisk 10G SFP+-adapter i den enlige PCIe 3.0 x16-sokkel. I øvrigt henvises særligt teknisk interesserede til den kilometerlange specifikationsliste på Asus’ hjemmeside.
Trin 2: Kabinet og strømforsyning
Jeg har det med pc-kabinetter, som Lars Løkke har det med fadbamser: De kan ikke blive store og kølige nok.
For mig er det ydermere vigtigt, at hele bundkortet og de øvrige komponenter er let tilgængelige, så det ikke kræver for meget tid og besvær at skifte eksempelvis udvidelseskort i forbindelse med test og eksperimenter.
Jeg ville gerne have haft en 5,25”-bås eller to til et optisk drev i fuld størrelse og måske et avanceret lydkort, men den slags kabinetter lader til at være gået af mode.
Jeg startede min søgning i det enorme udvalg hos Corsair, som jeg har gode erfaringer med fra tidligere og fandt frem til en model, der ikke behøver ligne en enarmet bandit fra Las Vegas.
Modelbetegnelsen er Obsidian 500D med et bruttovolumen på 60 liter og en tillidsvækkende byggekvalitet. Selve ”karrosseriet” er af 1 mm stålplade med forstærkede kanter.
[su_slider source="media: 3174919,3174918" limit="8" link="image" width="1500" height="900" autoplay="0" speed="300"]
Front- og toppladerne er af sorteloxeret aluminium med henholdsvis 4 mm og 2 mm godstykkelse, og lågerne på siderne er af 4 mm dybt mørktonet, hærdet glas, som uden videre kan svinges ud og eventuelt løftes af hængslerne, når der skal ske noget med indmaden.
Køling bør heller ikke være en udfordring. Som standard kommer kabinettet med to stilfærdige ventilatorer på 120 mm i front- og bagpladen, og der er plads til yderligere tre blæsere på denne størrelse. Hvis man foretrækker vandkøling, kan man sætte såkaldte radiatorer bag fronten, toppen og/eller bagpladen.
Nederst i kabinettet er der et kammer til en strømforsyning, og sådan én har jeg også fundet hos Corsair. Jeg har valgt en model på 750 W, som er den mindste i firmaets HXi-serie med data i topklasse plus en 80+ Platinum-effektivitet på helt op til 92 procent.
Den store 140 mm ventilator er støjsvag i sig selv, og den starter først, når belastningen kommer op på 300 W. Hos mig vil det sige næsten aldrig.
Strømforsyningens kabelsystem er fuldt modulært. Man tilslutter kun de kabler, som computeren faktisk behøver. Det letter overblikket og forbedrer luftcirkulationen i kabinettet.
Trin 3: Hukommelse og lager
På bundkortet er der de obligatoriske fire sokler eller slots til ram-moduler, som skal være af den seneste DDR5-type, der ikke er kompatibel med tidligere generationer. Her er der altså slet ingen muligheder for at genbruge blokke fra tidligere projekter. Jeg har flottet mig og valgt de hurtigste – og dyreste – typer på markedet med en hastighed på op til 6000 MT/s.
MT/s – mener du ikke MHz? Nej! MT/s er et forholdsvis nyt begreb, som betyder Mega Transfers (millioner overførsler) pr. sekund. Er det ikke det samme som MHz? I praksis ja, men formelt nej.
Oprindeligt overførte et ram-modul et signal for hver clock-cyklus (pulsslag). Siden har vi fået DDR-hukommelser, som ikke henviser til Den Demokratiske Republik Østtyskland frem til Murens fald i 1989, men simpelthen betyder Double Data Rate eller to signaler for hver clock-cyklus. Det vil sige, at en DDR-hukommelse med en hastighed på 6000 MT/s har en arbejdsfrekvens på 3000 MHz eller 3 GHz.
[su_slider source="media: 3174921,3174920" limit="8" link="image" width="1500" height="900" autoplay="0" speed="300"]
De valgte ram-klodser fra Kingston havde en relativ attraktiv pris plus et afdæmpet design uden rgb-lys eller anden karrosserituning. Jeg ville gerne have fyldt bundkortet op med fire 16 GB-moduler, men det var ikke en option på anskaffelsestidspunktet, så jeg landede på 48 GB, og det kan man stadig komme langt med.
Mit nye lager – harddisken i fordums tid – blev også et Kingston-produkt, fordi jeg kunne få et meget hurtigt drev på 2 TB i NVMe-format til en konkurrencedygtig pris. Et drev med en fancy køleprofil var irrelevant, for bundkortets M.2-sokler er født med køleplader med tilstrækkelig varmeafledning til Renegade-enheden.
Trin 4: Operativsystem med videre
Den sidste af de større poster på mit ”strikkeprojekt” er et operativsystem i form af en Windows-pakke, som kan anskaffes på flere måder og til endnu flere forskellige priser.
Jeg har altid foretrukket Pro-versionen, som er næsten uden bloatware, og jeg besluttede mig for Windows 10 på dvd. Den ”gamle” version er en anelse billigere end Windows 11, og jeg var tryg ved at kunne installere 10-pakken nu og opgradere gratis på et senere tidspunkt.
TPM-modul:Selv et dyrt og dejligt bundkort som Asus ProArt Z690 kan ikke afvikle Windows 11 uden tilkøb af dette lille TPM-modul. Det koster kun en ”hund”, men alligevel …
Et bundkort som Asus ProArt Z690-Creator WiFi er ikke født med en TPM (Trusted Platform Module) 2.0 chip, som kræves til installation og kørsel af Windows 11. Denne lille TPM-SPI-dims skal anskaffes separat og kan findes til en meget rimelig pris omkring 100 kr.
Vilde kræfter: i den øverste ene procent
Hold godt fast, for her er der virkelig fart på. Vores målinger viser, at den nye testcomputer er hurtigere end 99 procent af ”konkurrenterne” i benchmark-appen PassMark.
Nu da listen over ingredienser er på plads, er det vel ikke for tidligt at se, hvad der kan komme ud af et hardwarebudget på godt 19.000 kr. – plus en eventuel udgift til en mere kraftfuld grafikprocessor end de integrerede UHD Graphics 770-funktionaliteter i i9-12900-processoren på bundkortet.
Blandt de hurtigste
Ifølge benchmark-appen PassMark PerformanceTest-appen kommer den samlede computer – med et RTX2280-grafikkort lånt i netværket – ud med en total score på 9647, hvad der placerer den i den øverste ene procent (99. percentil) blandt de systemer, som har kørt appen og indrapporteret deres resultater.
Hvis vi ser på præstationerne i de enkelte discipliner, ligger CPU Mark, 2D Mark (grafik) og Disk Mark alle i den øverste ene procent. 3D Mark (grafik), som gamere lægger stor vægt på, lander lidt længere nede på 93. percentil, hvad der stadig er klasser bedre end Intel-processoren, som snegler sig af sted med en score på 1878, svarende til 29. percentil.
Sådan performer en computer, der er stærkere end 99 procent af den aktuelle pc-bestand på markedet. Særligt imponerende er Disk Mark-parameteren, som stikker helt af fra andre flash-drev.Mest overraskende er Memory Mark. Her får vi ikke glæde af de dyre 6000 MT/s-moduler og havner helt nede på 3254 (82. percentil). Jeg mener, at forklaringen skal findes i, at bundkortet skal overclockes for at komme op på dette niveau. Ellers sættes grænsen ved 4800 (MT/s) – 4800 MHz, ifølge Asus.
Geekbench 5-testen resulterer i de sædvanlige tre tal, og de er meget gode: Single-Core Score 1981, Multi-Core Score 17207 og OpenCL Score (grafik) 91819.
Booter langsomt, men så …
Maskinen virker forholdsvis sløv til at boote og bruger 30 sekunder, før Windows er på skærmen. Jeg vurderer, at bundkortet gennemkører en længere række testrutiner end normalt, før det tænder det grønne lys. Til gengæld indlæses programmer lynhurtigt.
Min tungeste app er billedbehandlingsprogrammet Paint Shop Pro, som i den seneste 2022-version fylder mere end 1 GB og tager 75 sekunder at lokke i gang på min snart to år gamle produktionscomputer. På den nye maskine er starttiden nedbragt til 6 sekunder.
Her har Crystal Disk Mark-appen testet og analyseret Renegade-drevet. Med hastigheder i denne klasse kan selv meget store programmer og filer indlæses og gemmes på ingen tid.Praktisk talt lydløs
En sidste parameter, som det er svært at sætte meningsfulde tal på, er maskinens bidrag til grundstøjen i testrummet. Rent subjektivt er den nye computer praktisk talt lydløs.
Ved normal brug kører samtlige fire ventilatorer ganske langsomt, så de tilsammen støjer mindre end den meget lille blæser i en af vores switche, der lige pludselig er blevet meget irriterende. Hvem sagde skruen uden ende?