Er du villig til at betale, kan du nu blive ejer af den originale kildekode, der ligger til grund for hele internettet, World Wide Web.
Kildekoden, som blev skrevet af britiske Tim Berners-Lee i 1989, er nemlig blevet udbudt til salg af det britiske auktionshus Sothebys.
Opfindelsen af WWW regnes i dag for at være en af de vigtigste opfindelser i nyere tid og regnes for at være lige så afgørende for verdens udvikling som opfindelsen af trykpressen i det 15. århundrede.
Kildekoden sælges hos Sothebys som en blockchain-baseret NFT [non-fungible token, red], der gør, at dens oprindelse kan spores helt tilbage til oprindelsen.
Hertil medfølger et dokument underskrevet af Tim Berners-Lee samt en plakat med den fulde kildekode påtrykt.
Tim Berners-Lee meddeler, at det virker helt naturligt at sælge kildekoden som NFT, som er blevet digitalt verificeret og underskrevet af ham selv.
Filen med kildekoden, som bliver udbudt, består af 9.555 linier. De inkluderer implementationer af de tre sprog og protokoller, som Tim Berners-Lee har opfundet, nemlig HTML, HTTP og URL.
Det står iøvrigt for henholdsvis Hypertext Markup Language, Hypertext Transfer Protocol og Uniform Resource Identifiers.
Tim Berners-Lees WorldWideWeb-applikation blev iøvrigt skrevet i Objective C på en computer fra NeXT, som var det selskab, som Steve Jobs grundlagde efter han var blevet fyret fra Apple.
Auktionen åbner onsdag i næste uge og løber en uge frem. Buddene åbner ved 1.000 dollar - blot godt 6.000 kroner.
Du finder auktionen hos Sotheby’s her.