Artikel top billede

Fortalt til: Dan Jensen | (Foto: Dan Jensen)

Mennesker i IT
Udgivet 17. juli 2017 kl. 09.02

"Pretotyping - altså pre-prototyping - er et af de mest spændende koncepter lige nu inden for innovation, og der er rigtigt mange virksomheder, der lige nu helt uafhængigt af hinanden finder frem til stort set samme proces og arbejdsmetode med interne garageprojekter eller et internt innovationslab i organisationen.

Jeg har for eksempel lige været på besøg hos en kunde, der har etableret sådan en intern garage, og det var sjovt at opleve, at de arbejder efter præcist samme model som os, selv om jeg aldrig har mødt dem før.

I modsætning til klassiske it-projekter arbejder man i pretotyping i små teams med små, begrænsede forsøg, der ikke engang behøver være integreret i de rigtige systemer.

Vi har for eksempel kunder, hvor vi integrerer til Office 365, selv om de slet ikke bruger Office 365 endnu, men blot ved, at det er en del af rejsen, at de skal med derover på et tidspunkt.

I et klassisk it-projekt finder man jo ud af, hvad man vil lave, så søger man et budget og går så i gang med et kæmpe-projekt. Rigtigt mange af dem fejler, og det er efterhånden klassisk. Så har man brugt en masse penge og spildt en masse tid.

Problemet er, at folk tit har meget store ambitioner og forventninger til prototypen, som næsten altid ender med at blive et produkt, hvilket gør, at det stikker helt af.

En pretotyping-gruppe behøver ikke være særlig stor, for man har nogle andre partnerskaber og nogle andre måder at arbejde på. Man skal egentlig bare have nogen, der kan facilitere processen og så måske nogle få, der arbejder med data.

Kobler man for mange folk på, risikerer man man pludselig at stå med det eksisterende procesapparat og alt muligt andet omkring det, og det er jo netop det, som man vil undgå. Det er vigtigt, at man frakobler teamet fra eksisterende processer og giver det lov til at arbejde på andre måder.

I Venzo er vi syv mand i enheden, men vi har et bredt scope, og vi er nok kun tre, der arbejder dedikeret med innovation. Det er en passende størrelse.

Tænk, hvis man i det offentlige havde testet nogle ting af i små forsøg i stedet for straks at gå ombord i de store projekter."

Christoffer Mc Carthy Mors, managing director, Venzo Innovate.


Flere mennesker i IT Om mennesker i it