Artikel top billede

It-oprustning i Danske Spil: Ansætter nye it-folk og sætter fuld fart på udviklings-motoren

Interview: It-afdelingen vokser markant i Danske Spil, der har gang i flere store it-projekter og satser stort på agil udvikling og digital innovation. Karsten Fogh Ho-Lanng er den nye CIO i spidsen for it-organisationen.

Da Karsten Fogh Ho-Lanng i starten af oktober blev ny CIO i Danske Spil, var der omkring 80 ansatte i it-organisationen. Danske Spil er dog i fuld gang med at opgradere på it-fronten, så it-organisationen vokser hastigt.

"Det går stærkt lige i øjeblikket. Nu har vi passeret de 90 ansatte, og vi er i gang med at ansætte nye folk. Når vi står ved udgangen af 2017, regner jeg med, at vi er 120 i it-afdelingen," fortæller Karsten Fogh Ho-Lanng, da Computerworld besøger ham på kontoret hos Danske Spil.

"Dertil kommer så en ret stor gruppe af eksterne konsulenter, som vi anvender i alle roller i vores afdeling," forklarer han.

Derfor har it afgørende betydning

Danske Spil står bag en stribe forskellige spil - fra Lotto, Tips og skrabelodder til Oddset, Poker, Casino og forskellige andre spil på nettet og i app-form.

Selvom eksempelvis den fysiske Lotto-kupon stadig er populær hos danskerne, er Danske Spil et digitalt foretagende helt ind til benet, forklarer Karsten Fogh Ho-Lanng.

"Danske Spil er en virksomhed i underholdnings- og spilindustrien, men det er en virksomhed, der er fuldt digitaliseret. Vores produktionsapparat er et it-produktionsapparat. Ligegyldigt hvilket spil, man spiller - om det er Lotto, Oddset, Casino, Poker eller det fysiske skrabelod, er der en it-implementering af det produkt."

"It er helt centralt i forretningen her. Den digitalisering, som alle brancher går igennem lige nu, har vi gennemgået for nogle år tilbage, da vi gik fra, at der sad medarbejdere i kælderen og tjekkede tipskuponer og så til den digitale variant af produktet."

Læs også: Alle taler om digital transformation: Her er tre ting der skal til for at få succes

Danske Spils it-miljø er en kombination af løsninger, der udvikles og driftes i koncernen og så plaforme, som eksterne leverandører står for.

"I de fleste tilfælde er det i et samarbejde med en eller flere leverandører. Vi har eksempelvis en leverandør, der leverer platformen til sportsspil. Man kan sige, at vi har en platform as a service-model, selvom det ikke er en cloudbaseret løsning som sådan," lyder det fra Danske Spil-CIO'en.

"Og så er der nogle ting, der også afvikles her i huset af os selv, hvor vi har den fulde stak og ansvaret for den."

Vil have mere fart på udviklingen

Hvorfor skal der opgraderes i it-afdelingen?

"Vi skal øge hastigheden i forhold til, hvad det er for nogle spil, vi bringer til markedet og hvor hurtigt, vi kan gøre det."

"Vi har sat os for at skifte nogle ret store systemer - og store projekter kræver også mange ressourcer. Projekterne bliver afsluttet i løbet af 2017, men jeg skal have ressourcer nok til at kunne gennemføre projekterne forsvarligt."

Læs også: It-chefen er under pres - formår du at kæmpe dig til fremtidens CIO-stilling?

"Bagefter er der en backlog med spændende ønsker og ønsker om fremtidige spil, som vi skal have implementeret. Så det handler simpelthen om at øge produktudbuddet og hastigheden i den måde, vi kan agere på."

"Forretningen hos os er konkurrenceudsat, og vi er nødt til at følge med på nye features og på nye typer spil for at kunne blive ved med at være konkurrencedygtig," siger Karsten Fogh Ho-Lanng.

Artiklen fortsætter under billedet...

Scrum, agil udvikling og DevOps

Hvad kræver det af it-organisationen rent procesmæssigt og i forhold til måden, I er struktureret på?

"Noget af det, der er nødvendigt, er, at vi kan overskue det, vi er i gang med, og at skuden er agil, så vi rent faktisk har mulighed for at ændre vores retning relativt hurtigt."

"Vores udviklingsteams arbejder rent Scrum. Næste skridt er, at vi skal ned i meget mindre enheder og være agile. Én ting er at kunne rulle noget hurtigt ud, men man skal også kunne rulle det hurtigt tilbage igen, hvis det er nødvendigt."

Læs også: Dansk CIO: "Du er nødt til at tage hånd om de lavpraktiske it-opgaver, før der er license to play"

Alle it-organisationer vil gerne være mere agile, men hvad skal der til, for at det kan blive en realitet?

"Scrum er et sprog, der efterhånden er rigtig mange, der forstår og har prøvet at arbejde med. De fleste forstår godt, hvad det vil sige at arbejde med sprints, så den del er der godt styr på."

"Men hvad er så næste skridt for denne her måde at tænke organisation og udvikling på?"

"En del af det at sende et nyt spil på markedet, er jo også driftsdelen. Så der er vi begyndt at sætte DevOps-folk ind som en del af et Scrum-team, fordi vi er nødt til hele tiden at have interaktionen mellem udviklingen og den underliggende release-styring og driften."

Samtidig bliver økonomifolk også i stigende grad en del af it-projekterne for at optimere den del af ligningen, forklarer Karsten Fogh Ho-Lanng.

"Det er også en mulighed for at tænke lidt ud af boksen og blive mere agil - ikke kun i forhold til udviklings-motoren, men som en forretningsudviklings-proces."

It og forretning skal bringes tættere sammen

Den nye Danske Spil-CIO er ikke i tvivl om, hvor it-organisationen skal bevæge sig hen i de kommende år:

"Vi skal arbejde med nogle projekt-størrelser, der har langt hurtigere time to market, så vi får testet nye features af meget hurtigere ude i markedet."

"En del af mit job er også at være med til at trække forretning og it meget tættere sammen. Selvom Danske Spil er en digital virksomhed, og vores produkter er digitale, så har vi stadigvæk en forretning og en it-afdeling. Men hvorfor egentlig?"

"Jeg har den ambition, at it-afdelingen er medudvikler og direkte resultatskabende, og at vi i den samlede produktions-, produktudviklings- og salgs-proces bringer nogle specifikke teknologi-kompetencer til bordet."

"Vi skal tage meget direkte del i den samlede forretningsudvikling og resultatskabelse. Det ser jeg som en af mine vigtigste opgaver," siger Karsten Fogh Ho-Lanng, der som CIO også sidder med i koncernledelsen i Danske Spil.

Læs også:

Dansk CIO: "Du er nødt til at tage hånd om de lavpraktiske it-opgaver, før der er license to play"

It-chefen er under pres - formår du at kæmpe dig til fremtidens CIO-stilling?

Alle taler om digital transformation: Her er tre ting der skal til for at få succes


Flere artikler om Job & Karriere

Er dit næste job her? Vi har fundet 10 ledige stillinger, som du kan søge inden nytår

Spændende arbejdspladser som eksempelvis Udenrigsministeriet, Matas og TV 2 er lige nu på udkig efter it-folk. Søg en af de ledige stillinger her.

På jagt efter et nyt job? Vi har fundet 10 ledige it-stillinger, som du kan søge netop nu
Vi har fundet 10 ledige it-stillinger, som du kan søge netop nu
Offentligt eller privat? Her er 10 ledige it-stillinger, som du kan søge lige nu
Her er 10 ledige stillinger, som du kan søge lige nu

Er du på udkig efter nyt it-job?

På Computerworld it-jobbank kan du hver dag søge og sortere i nye spændende it-stillinger i ind- og udland. Vi har lige nu ledige it-stillinger på siden.

Computerworld it-jobbank er et samarbejde mellem Computerworld og it-jobbank, Danmarks førende karrieresite for it-folk.

Har du spørgsmål til jobannoncerne på disse sider, så er du velkommen til at kontakte it-jobbank

Lynsøgning

Find dit næste It-Job her - Der er ledige it-stillinger lige nu