Så er det ved at være slut for endnu et af de etablerede webbureauer i Danmark.
Balthazar, der blev oprettet tilbage i 1996, ophører som selvstændig virksomhed og bliver lagt sammen med ejeren, norske Software Innovation.
Balthazars forretning er blevet for lille til et selvstændigt liv, efter selskabet sidste år tabte over halvdelen af forretningen, ryddede ud i medarbejderstaben og tabte 14 millioner kroner.
Omsætningen faldt fra 32 til 13 millioner kroner, og havde det ikke været for nordmændenes hjælp, var Balthazar lukket for længe siden.
Egenkapitalen viser et minus på 6 millioner, selv om Software Innovation i løbet af 2002 skød over 20 millioner kroner ind i firmaet.
Balthazar byggede som så mange andre webbureauer i storhedstiden under dotcom-boblen på et reklamebureau. Ledelsen købte den interaktive afdeling af Young & Rubicam ud for at starte bureauet, og den første frontfigur var Birger Hauge.
Han stod senere i spidsen for det børsnoterede ventureselskab Brandts, som led en af de første spektakulære konkurser i den danske IT-branche oven på dotcom-boblens eksplosion.
Ramt af nedtur for søsterselskab
Ifølge Balthazars administrerende direktør Frank Høyer Rasmussen tabte webbureauet sidste år stort på efterdønninger fra konkursen hos kunden og søsterselskabet, Edutorium.
Endnu værre blev det af, at Balthazar var meget involveret i moderselskabet, Software Innovations, projekt for Øresundskonsortiet og Storebæltsforbindelsen. De to opsagde nemlig deres kontrakt i løbet af året.
Balthazar A/S | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2002 | 2001 |
Omsætning | 13,1 | 31,8 |
Resultat af primær drift (EBIT) | -13,9 | 1,8 |
Resultat før skat | -14,1 | -15 |
Resultat | -14,7 | -14,3 |
Egenkapital | -6,2 | -12 |
Antal ansatte | 34 | 43 |
- Der er ikke basis for at forsætte forretningen selvstændigt længere. Man kan sige, at den er blevet for lille, og derfor er det bedre at slå kompetencerne fra selskaberne sammen, siger direktøren.
Afdæmpede forventninger
For at rette op på Balthazars nedtur er også antallet af medarbejdere blevet halveret siden begyndelsen af 2001 og tæller nu 23 personer, hvoraf de ti er blevet sagt op i løbet af 2003. Ifølge Frank Høyer er det slut med at fyre folk i denne omgang.
I sit forsatte liv under Software Innovations vinger er forventningerne til Balthazar "afdæmpede". Direktøren mener dog, at det lysner lidt nu, da selskabets størrelse passer bedre til opgaverne.
- Jeg tror, vi får et fornuftigt andet halvår med plus på bundlinjen, siger han og tilføjer, at blandt andet selskabets ordreindgang giver ham den overbevisning.