Den danske stat vil spytte i kassen til en kampagne, som skal lægge en dæmper på piratkopiering af ophavsbeskyttet materiale.
"Det er i størrelsesordenen en million kroner," oplyser Kulturministeriet i en mail til CRNs søstermedie ComON.
Rettighedshaverne har over årene kørt en del kampagner mod pirateri, men staten har ikke været specielt aktiv på feltet, som er civilretsligt. Staten har dog tidligere sat penge af til en indsats, oplyser Kulturministeriet. For seks-syv år siden oprettede ministeriet hjemmesiden infokiosk.dk, som fortæller om ophavsretten. Med til hjemmesiden fulgte pjecer, plakater og tegneserier, som blandt andet blev delt ud på skoler og biblioteker. Det har ikke været muligt for ComON at få svar på, hvor mange kroner infokiosk.dk kostede. Det skyldes blandt andet, at udgifterne løb over flere år, oplyser Kulturministeriet.
Brevmodellen, som ComON tidligere har omtalt, skal efter planen ikke finansieres af Kulturministeriet, men af private aktører. I brevmodellen, som rettighedshaverne forsøger at få indført i Danmark, vil formodede fildelere få to advarselsbreve. Efter de to ignorerede breve risikerer en formodet pirat at få besøg af fogeden efter anmodning fra rettighedshaverne.
Oplysningen om at staten overvejer at gå mere aktivt ind i antipiratkampen fremgik af det udkast til indstillinger fra en arbejdsgruppe under Kulturministeriet, som ComON har fået aktindsigt i. Arbejdsgruppen har til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan man kan sætte ind over for netpirateri.
I udkastet lægges det op til, at informationskampagnen, som endnu ikke er planlagt, skal laves i et samarbejde mellem rettighedshaverne, internetudbyderne, Forbrugerrådet og Kulturministeriet.
Der står, at Kulturministeriet har sat midler til en informationskampagne under forudsætning af, at "rettighedshaverne og eventuelt internetudbyderne deltager i finansieringen af kampagnen på lige fod med Kulturministeriet."
ComON har forgæves forsøgt at få en kommentar fra IFPI. Pladeselskabernes sammenslutning vil dog ikke kommentere på kampagneplanerne, eftersom aktørerne i arbejdsgruppen under Kulturministeriet har lovet hinanden at holde arbejdet hemmeligt.