En russisk mand har i en retssag erklæret sig skyldig i et tyveri af 55 millioner kroner fra kunder hos betalingsselskabet World Pay. Det skete for to år siden ved at hacke sig ind i konti.
Den skyldige, 27-årige Yevgenij Anikin, undgår alligevel at ruske tremmer, skriver det russiske nyhedsbueau RIA. Tirsdag blev han idømt fem års betinget fængsel. Det betyder, at han kan undgå fængsel, hvis han fremover holder sig på dydens smalle sti.
Den unge russer var blot et af medlemmerne i en hackerring, der udførte jobbet mod World Pay, som dengang var ejet af Royal Bank of Scotland. De it-kriminelle hackede sig ind i bank-kontiene og hævede grænsen for, hvor meget de kunne hæve, før de lænsede kontiene.
Efter at have polstret sig med de fremmedes penge købte Yevgenij Anikin to lejligheder i sibirske Novosibirsk, som ligger nord for Mongoliet og Kazakhstan. Han købte også en luksus-bil. Ved et retsmøde mandag undskyldte han tyveriet og fortalte, at han var gået i gang med at betale beløbet tilbage.
"Jeg vil gerne fortælle, at jeg fortryder og fuldt ud indrømmer min skyld," sagde Yevgenij Anikin og bad samtidig om en mild straf.
Et andet medlem af hackerringen blev for fem måneder siden idømt en fængselsstraf på seks år.
For tiden er mange øst-asiatiske lande berygtede for at huse it-kriminelle i stor stil, men også Rusland og andre østeuropæiske lande har gennem tiderne været hjemsted for hackere og it-kriminelle. Den berygtede trojaner Zeus, der er blevet brugt som keylogger til at stjæle adgang til bankkonti, er eksempelvis programmeret i Rusland.