Microsoft forhandler angiveligt med finske Nokia om at overtage selskabets mobiltelefon-division. Den overraskende nyhed kan læses på flere amerikanske medier, herunder Techcrunch og Engadget. Det er den russiske teleekspert Eldar Murtazin, der har sat historien i omløb. Han fortæller at Microsoft muligvis allerede vil købe Nokias mobiltelefon-division inden udgangen af året.
Ingen af parterne har kommenteret oplysningerne og Eldar Murtazin betegner selv historien som et rygte.
I foråret indgik Microsoft og Nokia et samarbejde, som betyder at Windows Phone fremover bliver det primære operativsystem på smartphones fra Nokia. Microsoft betalte mere end 5,4 mia. kr. til Nokia, som til gengæld skal betale en licens for hver smartphone, de sælger med Microsofts operativsystem.
De to selskaber skal også dele omsætning fra søgning og reklamer og Microsoft skal benytte Nokias navigationsteknologi. Bing bliver standard-søgemaskine på Nokia-enheder, mens Nokia Maps skal præinstalleres på Windows Phone produkter.
Aftalen ser altså sådan ud, at Nokia fortsat skal fremstille hardwaren, mens Microsoft skal levere softwaren. Det gælder dog ikke low-end-telefoner, der fortsat skal køre med Symbian.
Men hvis man skal tro rygterne, så vil Microsoft altså også overtage hardware-delen fra Nokia. Microsoft har så – ligesom Apple – både kontrol over hardware, software og tjenester og kan tilbyde en komplet løsning produceret in-house.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad Nokia så skal beskæftige sig med fremover, hvis man sælger sin mobiltelefon-division til Microsoft. Den finske koncern har en farverig historie, men vil næppe gå tilbage til at fremstille gummistøvler og bildæk.
Selskabet kan måske få en skæbne der minder om IBM efter frasalget af pc-forretningen til Lenovo. I dag har IBM fokus på sin konsulent-forretning, IBM Global Services, der blev styrket med opkøbet af PriceWaterhousecoopers.
Nokia har netop fyret 4.000 medarbejdere i Europa – heraf næsten 1.000 i Danmark – og droppet sit varemærke Ovi for mobile tjenester.