En elbil blev hurtigt udpeget som årsagen til en brand på DFDS-færgen Pearl of Scandinavia i november 2010. Branden på vogndækket blev nedkæmpet af færgens eget mandskab, men der skete store skader på færgen og flere biler.
Det menes at et forsøg på at oplade elbilen med et uautoriseret kabel er skyld i branden, men det har ikke været muligt for politiet at finde frem til den egentlige brandårsag. Det fortæller efterforskningsleder Bertel Hejlesen fra Københavns Politi til DR Nyheder.
Brandundersøgelsen konstaterer dog, at branden er opstået i bilens batteripakke. Men den kan ikke bekræftes, at kablet skulle være årsag til branden. Dermed kan årsagen altså også være en fejl i batteriet.
Som ComON kunne fortælle sidste år, er det langt fra det første eksempel på en brand i en dansk elbil.
Sidste år brød en eldrevet Jaguar XF således i brand i et værkstedslokale i København. Den udbrændte totalt.
En ombygget Nissan Qashqai, som var stillet til ladning udenfor et værksted i Aalborg, udbrændte i marts 2010. For nogle måneder siden udbrændte batterierne i en lastvogn under ombygning til eldrift ved København.
I januar 2010 udbrød der en mindre brand i en forsøgs-elbil parkeret i kælderen under Bytorv Horsens. Bilen var en del af forsøget Prøv1elbil, med biler leveret af ChooseEV. En fejl i varmesystemet blev udpeget som årsag til branden.
Men mystikken omkring den danske elbil-brand på Oslo-færgen blegner dog ved siden af en tysk sag, hvor en ombygget Audi A2 først klarede en rekordtur på 600 kilometer på samme opladning og herefter brændte op i en lagerhal i Berlin.
Flere danske eksperter har da også sat spørgsmålstegn ved den tyske elbil-rekord. Dén sag bliver heller aldrig opklaret. Bilen er brændt til stumper.