Ifølge amerikanske medier har afsendere af phishing-mails nu fundet en ny metode til at lokke intetanende internet-brugere til at indtaste kreditkort-data på falske hjemmesider. I en ny phishing-mail, der cirkulerer i øjeblikket, bliver modtageren tilbudt fem dollar for at deltage i en internet-rundspørge.
Men for at få pengene overført til kontoen skal modtageren indtaste kortnummer og pinkode - og så klapper fælden.
Mailen ligner et officielt brev fra den amerikanske Citizens Bank, bortset fra enkelte grammatiske fejl.
Phishing-ekspert Bill Franklin fra Zero Spam Network Corporation mener at mange internet-brugere vil lade sig lokke til at indtaste personlige data - og tilføjer at han selv ville deltage i en rundspørge for fem dollar, hvis ellers der var tale om et legitimt tilbud.
Det anbefales generelt at være meget skeptisk hvis man modtager mails der opfordrer til at indtaste personlige oplysninger. I stedet for at klikke på et link i mailen bør man indtaste web-adressen direkte i browseren for at være sikker på at lande på den rigtige side.