Den tidligere Wikileaks-talsmand Daniel Domscheit-Berg har skrevet en bog om sin tid hos den omstridte internet-tjeneste, ”Inside Wikileaks”, som udkommer torsdag. Allerede på forhånd har Cryptome offentliggjort uddrag fra bogen og de pågældende tekstafsnit kan også læses i de tyske originalversioner hos Netzpolitik.
Den mest opsigtsvækkende afsløring i bogen er nok, at Domscheit-Berg sammen med andre afhoppere har ”overtaget” en stor datasamling med hemmelige dokumenter, som endnu ikke er offentliggjort hos Wikileaks. Disse dokumenter bliver nu opbevaret ”et sikkert sted” og skal ikke bruges til Domscheit-Bergs nye tjeneste Openleaks.
”Vi vil først aflevere dem til Julian, når han kan bevise, at han kan opbevare dem sikkert og håndtere det på en ansvarlig måde,” skriver Domscheit-Berg.
I et interview med nyhedsmagasinet Stern uddyber han, at man har overtaget dokumenterne for at beskytte kilderne. Domscheit-Berg har også kopieret en stor del af den software, som han har udviklet til Wikileaks. Væsentlige funktioner i denne software er ikke længere aktive på Wikileaks, og derfor mener Domscheit-Berg at dokumenternes sikkerhed ikke er garanteret.
Han anklager Julian Assange for at være ligeglad med sikkerheden. Men Domscheit-Berg kommer også med mange andre afsløringer i sin nye bog.
Han beskriver Wikileaks' første succeshistorier som ”et stort bluff”. Der var slet ikke tale om en stor organisation med masser af hjælpere over hele kloden. Wikileaks bestod dengang kun af ”to rapkæftede unge mænd med en eneste ældgammel maskine”.
Julian Assange har brugt talrige pseudonymer, skriver Domscheit-Berg, og derfor er det ikke sikkert, hvor mange af Wikileaks-medarbejderne der reelt kun er Assanges dæknavne. Den juridisk ansvarlige, der kalder sig ”Jay Lim”, eksisterer måske slet ikke.
Domscheit-Berg afviser også påstanden om, at det kostede 50.000 dollar at få den meget omtalte ”Collateral Murder” video på nettet. Denne videoptagelse viser et amerikansk helikoperangreb mod civile i Irak.
To Wikileaks-medarbejdere rejste til Irak for at undersøge sagen, men de betalte turen med deres egne penge. De eneste omkostninger var lejen for et feriehus i Island, hvor man sad og arbejdede på videoen, samt flybilletter til Assange, hedder det i bogen.
Afhopperen beskriver Assange som energisk og genial, men også paranoid og magtsyg.
”Børn bør ikke lege med våben,” skriver Domscheit-Berg som begrundelse for, at han har ”stjålet” softwaren til håndtering af fortrolige dokumenter fra Wikileaks.
New York Times har også udgivet sin egen bog om Wikileaks.