Den populære internet-tjeneste Skype blev onsdag ramt af et større nedbrud. I løbet af natten har Skype arbejdet på at løse problemerne, men nogle brugere har fortsat ikke adgang til tjenesten. På undertegnedes computer er det således heller ikke muligt at få kontakt med Skype i skrivende stund.
I sin blog fortæller Skype, at der er tale om et problem med de såkaldte supernodes. Skype fungerer ikke ligesom et normalt telefon-netværk – det bygger på millioner af individuelle forbindelser mellem computere og Skype-telefoner.
En del af computerne fungerer som supernodes – det er en slags telefonbøger, der hjælper andre brugere med at lokalisere hinanden.
Skype fortæller at mange af netværkets supernodes gik offline tirsdag og det skyldes angiveligt en fejl i nogle versioner af programmet.
Hvis Skype-klienten ikke kan få kontakt med en supernode, så det vil se ud som om netværket er offline.
Nu arbejder Skype på at oprette såkaldte mega-supernodes, som skulle løse problemet, men nogle funktioner som f.eks. gruppe-videokald kan tage længere tid at genetablere.