PBS ved endnu ikke, hvad der fik Dankort-systemt til at gå i sort klokken kvart over elleve i formiddags. Systemet var nede i godt en halv time.
Dankort-systemet driftes af IBM Danmark. Pressechef i PBS Søren Winge oplyser til ComON, at PBS ikke er klar over, om dagens nedbrud skyldes servernedbrud hos IBM eller om fejlen skal findes andre steder internt eller eksternt i PBS.
Dankort-systemet var senst nede den 1. april. Heller ikke dette nedbrud har PBS en forklaring på.
”Vi har selvfølgelig en ide om, hvad der skete, men ønsker ikke at udtale os nærmere, før den endelige rapport om situationen forelægger,” siger Søren Winge.
Var du i gang med at købe dyre sager lige i det sekund, systemet strejkede, er der dog ikke udsigt til, at du får dem gratis - eller at du mister dine påenge. Hverken detail-handlende eller banker kommer til at tabe penge på transaktioner, der blev fanget i nedbruddet, oplyser PBS.
Transaktioner kan nemlig ikke ”strande” - de bliver ikke godkendt, medmindre de er gået helt igennem, fortæller Søren Winge.