Du skal ikke rette i RegEdit men gøre noget andet:
Eksisterende dokumenter åbner med den visning (og zoom), som de blev gemt med. For at åbne dem i kladdevisning, skal du derfor sørge for, at kladdevisning er valgt, når du gemmer og lukker dokumentet (se dog også tricket under punkt 4 nedenfor og makroen nederst).
Nye dokumenter åbner med den visning (og zoom), som den tilknyttede skabelon er gemt med. For at få nye dokumenter til at åbne i kladdevisning, skal du derfor rette i dine skabeloner. Hvis du benytter Normal.dotm (sker automatisk hvis du bare vælger nyt, blankt dokument), er det derfor Normal.dotm, du skal rette i.
1. Find først Normal.dotm (hvis du ikke ved, hvor den findes, kan du finde stien via Office-knappen > Word-indstillinger > Avanceret > knappen Filplaceringer. Se stien for "Brugerskabeloner").
2. Åbn Normal.dotm som et dokument. Hvis du åbner den inde fra Word, kan du vælge "Åbn" på normal vis. Hvis du åbner den fra en stifinder, er det vigtigt, at du højre-klikker og vælger Åbn, da du ellers bare får oprettet et dokument på basis af skabelonen og ikke åbner selve skabelonen.
3. Skift til kladdevisning (og den ønskede zoom).
4. Nu er din ændring lavet, men Word opfatter ikke dette i sig selv, som noget, der skal gemmes. Derfor skal du lave en eller anden ændring, f.eks. taste et mellemrum og taste Backspace for at slette det igen. Gem Normal.dotm. Luk filen.
Så skulle nye dokumenter komme frem, som du ønsker det.
-----------------
Alternativ løsning:
I stedet for at rette manuelt som beskrevet ovenfor, kan du indsætte nedenstående makro i din Normal.dotm. Makroen vil åbne alle eksisterende dokumenter i kladdevisning og zoom 100 % (du kan ændre procenten, hvis du vil, eller du kan helt fjerne linjen):
-----------------
Sub AutoOpen()
With ActiveWindow.View
.Zoom.Percentage = 100
.Type = wdNormalView
End With
End Sub
-----------------
Du kan indsætte en kopi af makroen, hvor du retter navnet "AutoOpen" til "AutoNew", hvis du vil have alle _nye_ dokumenter oprettet med de samme indstillinger.
Du kan finde en oversigt (på engelsk) over nogle sammenhænge relateret til ovenstående:
http://www.thedoctools.com/index.php?show=wt_default_window_behaviour