Artikel top billede

Fortalt til: Jakob Schjoldager | (Foto: Lars Jacobsen)

Mennesker i IT
Udgivet 16. august 2021 kl. 14.11

I 1980'erne var adgangen til viden om sikkerhed og at kode stort set ikke eksisterende.

Men jeg købte en bog på tysk, der hed leren sie machinespräche, som jeg læste, mens jeg gik på efterskole i midten af 1980'erne. Den handlede om at programmere, og var den eneste bog jeg kunne få fingrene i. Heldigvis er matematik universelt, så det gik alligevel.

Første gang jeg kastede mig over it-sikkerhed, var med spillekonsollen Amiga.

Det lykkedes det mig at få en boot-virus på min egen Amiga, og fordi jeg var ret dygtig til at fjerne kopibeskyttelse fra Amiga-spillene, så spredte den her virus sig til hele Skanderborg.

Min telefon var rødglødende i den periode, fordi folk ikke kunne forstå, hvad der foregik.

I 1987 begyndte jeg på Skanderborg Amtsgymnasium. Det tog det mig cirka to minutter at få adgang til administratorrettighederne på gymnasiets Unix-systemer.

Der gik dog ikke ret lang tid før, alle godt var klar over, at det var mig, der havde overtaget kontrollen med skolens it-system, fordi jeg brugte mit alias.

Det fik den it-ansvarlige på gymnasiet til at spørge, om ikke det var bedre, at jeg overtog ansvaret for Unix-systemet i stedet for.

Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og så var jeg blevet systemadministrator på Skanderborg Amtsgymnasium i løbet af et par minutter.

Nogle år efter begyndte jeg på EDB-skolen i Aarhus. Men jeg var noget længere fremme, end undervisningen var, så de første år, jeg gik der, var det simpelthen direkte spild af tid, så jeg sad og kedede mig.

Men når jeg alligevel skulle til nogle mere teoretiske eksemener, så nød jeg godt af, at når man i et Unix-system sender en udskrift til printeren, så bliver den gemt midlertidigt på hovedserveren.

Dengang gik man ikke så meget op i systemrettigheder, og derfor havde jeg fået udviddede rettigheder til skolens Unix-system. Derfor kunne jeg få systemet til konstant at kopiere de midlertidige filer, der blev sendt til printeren.

Filerne var ikke engang krypteret, så jeg modtog hele tekstfiler, hver gang nogen printede en af deres opgaver.

Der kunne jeg så plukke de dele i mine studiekammaraters opgaver, som jeg synes var bedst at bruge i mine egne opgaver. Det gav mig en god teoretisk ballast oven på min praktiske erfaring, når jeg skulle aflevere opgaverne.

Det kan man selvfølgelig godt kalde snyd, men jeg kalder det mere kreativ sans.

Peter Kruse, medstifter af it-sikkerhedsvirksomheden CSIS.

Den 8. september 1981 udkom Computerworld første gang på dansk. Det fejrer vi med en række nedslag i den vilde udvikling i it-Danmark, som Computerworld har været en central del af.

De øvrige artikler om 80´erne, 90´erne, 00´erne og 10´erne vil blive udgivet løbende frem mod fødselsdagen. Du kan finde et overblik over artiklerne her.


Flere mennesker i IT Om mennesker i it