Danske Mercell har opslugt danske selskaber i et hastigt tempo, og nu er det tid til at samle selskaberne og produkterne under et samlet Mercell Danmark.
"Det er min fornemmeste opgave lige nu,” siger landechef Henrik Dige Christensen i en meddelelse.
Mercell, der er leverandør af digitale udbuds- og indkøbsløsninger i Norden, har opkøbt syv danske selskaber over de seneste to år. Heriblandt TrueLink, Comcare, Tricom og EU-supply.
Landechefen kommer fra EU-supply, som han selv var med til at starte op i Danmark, men som Mercell købte tilbage i 2019. I november 2020 blev Henrik Dige Christensen udnænvnt som landechef i selskabet.
Han skal nu gå i spidsen for arbejdet med at konsolidere alle selskaberne.
"Det er once in a lifetime at få lov til at prøve det, vi i Mercell Danmark går i gennem lige nu. Jeg er utroligt taknemmelig over at være en del af den her vækststrategi og -rejse, og jeg glæder mig til, at vi får landet denne konsolidering på en god måde, både for vores medarbejdere og kunder," lyder det fra landechefen.
Har købt sig til en førerposition
Mercell Danmark har oplevet et gevaldigt vokseværk de sidste par år i takt med opkøbene, og nu udgør landet det tredjestørste marked for Mercell.
Med de sidste to års opkøb har selskabet sikret sig en solid position inden for offentlige udbud, når det gælder udbudsløsninger, indkøbsløsninger og leverandørløsninger på det danske marked, skriver Mercell.
Men denne position er skrøbelig, lyder det. Den kræver fortsat udviling og fokus på kunder og medarbejdere, lyder det fra landechefen.
“Nu har vi købt os til førerpositionen, de bedste medarbejdere og de bedste løsninger. Nu skal vi også gøre os fortjent til at beholde denne position. Det skal vi blandt andet gøre ved at forbedre produkterne yderligere, og så skal vi skabe en virkelig god og samlet arbejdsplads for alle vores medarbejdere,” siger Henrik Dige Christensen.
Mercell har nu mere end 150 medarbejdere i Danmark, hvor der er kontor i Vejle og København. Selskabet har samlet set 29.000 kunder fordelt over 15 europæiske lande.
Selskabet hovedkvarter er baseret i Oslo, Norge, hvor Mercell-gruppen ledes af koncernchef Terje Wibe.