Datoen er søndag 29. marts 2015.

Min kæreste og jeg er netop kommet hjem efter et weekendophold på Hotel Vejlefjord, og jeg føler mig revitaliseret.

Vi bor lige ved Furesøen. Jeg beslutter mig for at tage løbeskoene på for at brænde det sidste overskydende energi af.

Mens jeg løber afsted på min faste rute, vil min kæreste tage i fitnesscenteret.

Da jeg har 800 meter tilbage af ruten, føler jeg, at jeg bliver skudt. Ud af det blå.

Jeg bliver ramt af en kodylt smerte, der slet ikke kan beskrives.

Jeg kigger instinktivt efter blod, for jeg er sikker på, at jeg er blevet skudt. Jeg ved, at jeg er ved at dø. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Smerten ruller ned ad ryggen som et isnende skjold. Det er blodet, der er på vej ned gennem rygmarven. Jeg er helt lammet. Så falder jeg om.

Det absurde er, at jeg er fuldstændig krystalklar i hovedet, så det eneste jeg kan tænke på, er, at jeg skal hjem.

Jeg kan ikke rigtigt gå, så jeg kravler på albuer og knæ gennem skoven.

Til sidst løber jeg, og det er faktisk det værste, man kan gøre, for man må slet ikke få blodcirkulationen rundt i kroppen.

På vej ned ad vores vej er det eneste, jeg tænker; 'bare min kæreste ikke er kørt endnu, bare min kæreste ikke kørt endnu.'

Da jeg kommer rundt om hjørnet, kan jeg heldigvis se bagenden af hans bil. Han er ikke kørt.

Jeg vælter ind ad døren. Jeg begynder at få kramper, fordi jeg ikke får ilt nok. Nu dør jeg, tænker jeg.

Jeg bliver hastet afsted med ambulancen til Herlev Hospital, hvor jeg bliver scannet.

Lægen siger: ’Pernille, det er, som vi frygtede. Du har fået en meget stor hjerneblødning, og du skal ind på Rigshospitalet med det samme. Det er alvorligt.’

Min kæreste får besked på, at det er så alvorligt, at han skal samle familien.

Da jeg ankommer til intensiv afdeling på Rigshospitalet, skal jeg sige farvel til min familie, for der er så overvejende stor sandsynlighed for, at jeg dør af det her.

En svensk kirurg skal stå for den super risikofyldte operation, hvor han skal gå ind gennem centralvenen, så han ikke skærer i hjernen.

Operationen kan få fatal udgang, men hvis jeg ikke får den, er sandsynligheden for, at jeg dør langt højere, så valget er enkelt.

Operationen går, som den skal. Jeg er stadig mig selv.

'Yes, jeg overlevede, faren er ovre,’ tænker jeg, men det er slet ikke overstået endnu.

I de efterfølgende 14 dage kan man få grelle hjernekramper, som man kan dø af, og man kan også blive hjerneskadet af dem.

Hver anden time i de 14 dage bliver jeg spurgt om, hvad mit navn er, hvad mit personnummer er, hvor jeg er, hvorfor jeg er her, og hvad datoen er. Hvis jeg sover, bliver jeg vækket. Det sker for at sikre, at jeg ikke er ved at få hjernekramper.

Jeg får virkeligt tænkt over døden i de dage.

Hver nat føles som en omgang russisk roulette. Man kører lige seksløberen igennem: ’Vågner jeg i morgen, og hvis jeg vågner i morgen, er jeg så mig selv?' Det er mentalt udfordrende scenarier at gennemgå. Hver nat.

Da jeg er færdig med de 14 dage, er lettelsen og taknemmeligheden ubeskrivelig, og jeg bliver overflyttet til et almindeligt sengeafsnit.

Jeg er væk fra mit job i Dell EMC i et halvt år.

Selvom selskabet er fantastisk, så er jeg uafklaret med, hvad jeg skal med mit liv herfra, så jeg vælger at sige op.

Jeg er senere i dialog med en headhunter, der har et job til mig som administrerende direktør for SuperOffice.

Jeg gør det klart, at jeg på ingen måder er interesseret, efter hvad jeg har været igennem.

Jeg har lige kysset døden, så det skal jeg ikke.

Jeg tager alligevel en kop kaffe med SuperOffices koncerndirektør, og efter en time er jeg sikker på, at jeg skal arbejde sammen med den her mand for den her virksomhed.

Han starter med at lægge sit visitkort på bordet, hvor der står ’Life is short. Do stuff that matters.’

Det passede så perfekt til mit liv.

Efter et rekrutteringsforløb bliver jeg ansat som ny administrerende direktør for SuperOffice i Danmark.

Jeg er ikke blevet hellig af det her. Jeg står ikke op om morgenen for at dyrke yoga og spise økologisk.

Jeg er hverken blevet et dårligere eller bedre menneske af det her, men det har virkeligt skærpet mit fokus på, at man skal være glad for at gå på arbejde.

Jeg gjorde det klart for vores koncerndirektør, da jeg blev ansat, at han nu får en super krakiler.

Jeg bliver virkelig 'nitty gritty' med, om jeg er glad for at gå på arbejde. Min tolerance er enormt lav, hvis noget generer mig.

Jeg har masser af møgdage, ligesom alle andre, men jeg holder regnskab med dem.

Jeg tror, at der henover tid sker en forskydning for rigtigt mange, hvor antallet af dårlige dage overstiger antallet af gode dage - uden man lægger mærke til det.

Hvis ikke man er glad, skal man få det ændret eller tage konsekvensen og finde et andet job.

Jeg ser alt for mange i it-branchen, som slider sig selv op og accepterer urimeligheder, uopnåelige budgetter eller lignende ting.

Man har selv et ansvar for at stoppe op og tage temperaturen på sin egen arbejdsglæde.

Jeg er ekstremt kritisk. Jeg forholder mig hele tiden til min arbejdsglæde.

Vi skal formentlig alle sammen arbejde til, vi er langt over 70 år gamle. Fanden stå i hvis det ikke er sjovt.

Mit jobglæderegnskab ser rigtigt positivt ud i dag, og mit beslutningskompas er blevet kalibreret.

Jeg er blevet mere modig i forhold til at konsultere – ikke kun mit hoved – men også maven, når jeg træffer beslutninger.

Jo mere menneske vi tør være, jo bedre beslutninger træffer vi, og jo bedre ledere bliver vi.

I it-branchen kan det godt blive set som en svaghed at tale om værdier, men det er vigtigt.

Det gavner både forretningen og de ansatte, hvis vi insisterer på at være mennesker i en automatiseret og digitaliseret it-branche.

Man skal helst ikke have kysset med døden for at komme frem til den konklusion.

Pernille Møller Lund, administrerende direktør for SuperOffice i Danmark.