Som dansk tech-ambassadør i Silicon Valley bliver jeg jo med jævne mellemrum stillet til regnskab for det, som Margrethe Vestager foretager sig i EU-Kommissionen.
For det er jo klart, at de store amerikanske og kinesiske virksomheder ikke ligefrem ‘laver bølgen’ af ren begejstring over det, som vi i Europa har gang i.
Her må vi så forklare dem, at det ikke er noget, som jeg som ambassadør har direkte indflydelse på, men at hele konkurrencedelen er noget, der ligger i EU’s institutioner.
På konkurrenceområdet handler det for os mere om, at vi skal formidle principperne bag EU’s politik.
Her understreger vi altid, at det jo ikke handler om, at vi i Europa ikke kan lide store virksomheder, der tjener mange penge.
Det handler heller ikke om, at EU bevidst går efter struben på amerikanske virksomheder. Det handler om forbrugersikkerhed og basale rettigheder. Det handler om, at virksomheder ikke må misbruge deres dominante markedsposition.
Jeg tror ikke, at man skal undervurdere værdien af den form for formidling, hvor vi forklarer årsagen til, at vi i Europa gør, som vi gør.
Jeg oplever i hvert fald, at der i dag – også blandt amerikanske virksomheder – er en langt større forståelse for den europæiske ageren.
Casper Klynge, dansk ambassadør for teknologi og digitalisering