Artikel top billede

Fortalt til: Steffen Villadsen

Mennesker i IT
Udgivet 20. september 2018 kl. 15.04

Jeg var med til at vælge, at Danfoss skulle implementere SAP for 30 år siden. På daværende tidspunkt havde Danfoss selv udviklet sine egne integrerede online-systemer baseret på IMS. Vi stod overfor et valg. Enten skulle vi lave vores eget standardsystem, eller også skulle vi købe et.

De større danske virksomheder kiggede meget på, hvad vi hos Danfoss gjorde dengang. Jeg tror faktisk, at vi var langt fremme. Men det var vi også, da vi lavede vores egne systemer.

Vi startede helt tilbage i 1957 med at lave it. Dengang hed det EDB. Det var nogle hulkortsystemer, som faktisk først blev afløst, da vi lavede vores egne online-systemer i 1970’erne. Det var også tidligt.

Vi valgte SAP, men det var stort set også det eneste, man kunne få dengang, som kunne drive en virksomhed med vores daværende størrelse.

Hvis vi ikke havde valgt at købe et SAP-system dengang, var vi nok på et tidspunkt blevet nødt til det. Vi kunne ikke selv magte at lave det selv. Siden da er Danfoss som virksomhed blevet meget mere global, så jeg tror aldrig nogensinde, at vi havde fået vores eget op at flyve.

Dengang var det det rigtige valg, men måske på et lidt for tidligt tidspunkt. SAP’s funktionalitet på produktionsområdet var slet ikke moden nok, men vi tog alligevel springet.

Det var måske i virkeligheden ikke ”best practice” men ”next practice”, vi valgte. Man kan måske faktisk godt sige, at det var lidt visionært.

Dengang var vi it-frontløbere. Gennem 00’erne har vi sløjet lidt af, men nu kommer vi tilbage. I dag arbejder jeg selv med blandt andet RPA og robotics, og jeg bliver altså 68 i år.

Karsten Frandsen, Business Process Architect, Danfoss


Flere mennesker i IT Om mennesker i it