I 2005 var jeg med til at skabe den mobile dating-app Flirtomatic. Det var en slags Tinder, før der var noget, der hed Tinder.

Men vi kom alt for tidligt på markedet. Det var før iPhonen, og det var før App Store, og derfor endte vi med at binde os til noget teknologi, der i sidste ende var med til at holde os tilbage. 

Den første udgave af vores app var en Java-app, men problemet med Java-apps var, at de dengang fungerede utroligt dårligt på tværs af forskellige mobiltelefoner.

Derfor byggede vi en ny version til WAP. Det lyder helt rædselsfuldt i dag, men dengang fungerede WAP-udgaven faktisk ekstremt godt.

Da Apples App Store kom, begyndte vi at bygge apps, men vi var så dybt forankret i de ting, som vi allerede havde lavet, at vi ikke formåede at udnytte alle de muligheder som apps tilbyder.

Eksempelvis vidste vi, at lokation og brug af GPS ville være ekstremt vigtigt. For når folk flirter, er det jo, fordi de gerne vil mødes med hinanden. Problemet var bare, at vi havde bygget en platform, der ikke kunne skaleres med GPS-data.

Men så dukkede Tinder op, og de kunne starte et sted, hvor de var et skridt foran, og de valgte nogle designløsninger, der var ekstremt elegante og simple. Her tænker jeg især på 'swipet', der i dag er nærmest ikonisk. Det var deres "killer blow". 

Det er en smule smertefuldt at tænke på i dag. Men jeg kender en af Tinders tidlige investorer, der fulgte Flirtomatic gennem flere år og på et tidspunkt forsøgte at købe os. Jeg ved derfor, at Tinder er bygget på nogle af de erfaringer, som vi har gjort os. Det er en lille trøst.

Mark Curtis, iværksætter og grundlægger af designbureauet Fjord.