Artikel top billede

Fortalt til: Kim Stensdal | (Foto: Kim Stensdal / Kim Stensdal)

Mennesker i IT
Udgivet 1. november 2016 kl. 06.00

"Jeg havde på det tidspunkt været ansvarlig for it i Svitzer i et års tid. Vi var i gang med at rulle et nyt globalt netværk ud og havde voldsomt store problemer med en applikation.

Vi kunne ikke finde ud af, hvorfor det kørte så langsomt. Vi knoklede og havde arkitekter på fra vores side, selvom det burde være leverandøren, der havde det.

Jeg havde så besluttet mig for, at jeg gerne ville se, hvordan performance så ud, når man havde en nattevagt. Så vi mødte ind på et havnekontor i Australien for at se på det system, der kørte på en server i Danmark.

Og ja, jeg kunne bare se, at det var dræbende langsomt. De her 'sticky keys' og den måde, systemet svarede på - en simpel operation kunne nemt tage to minutter, før skærmen blev opdateret.

Den aften gik jeg bedrøvet hjem til hotellet og tænkte: Hvordan i alverden skal vi nogensinde få det til at virke? 

Det var jo ikke bare på det havnekontor, men overalt i Australien, at det kørte på den måde - og for den sags skyld også på Bahamas og andre steder.

Som CIO sidder du med den der følelse af, at du har købt ind på en applikation, der er rullet ud worldwide - og du tænker bare: Hvordan får vi nogensinde det her til at blive godt?

Vi har løst det så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Det har taget os halvandet år. Til sidst fandt vi de fleste af de fejl, der gjorde, at denne her applikation var dræbende langsom.

Men jeg skal til Australien igen om noget tid, og jeg ved, at det ikke bliver fantastisk, det jeg skal se. Det kommer kun til at blive godt, når vi skifter til en ny platform."

Jesper Kingo Christensen, CIO, Mærsk-selskabet Svitzer


Flere mennesker i IT Om mennesker i it