Jeg blev født med en loddekolbe i hånden, og jeg har rodet med teknik lige siden.
Som barn ombyggede jeg en gammel båndoptager, så den fik en mikrofon. Så listede jeg den ud af mit vindue og hen til min søsters vindueskarm for at prøve den.
Der var ikke nogen ond vilje i det. Jeg ville bare se, om den virkede.
Hun var måske 12 år gammel og sad og talte meget hemmeligt med en af sine veninder.
Det havde jeg slet ikke skænket en tanke. Så jeg blev meget overrasket over hendes reaktion, da jeg viste hende, hvad jeg havde bygget.
Hun blev stik tosset på mig, så jeg lærte, at aflytning er ret problematisk.
Min far satte foden ned, da jeg byggede en sender, som forstyrrede radio- og tv-signaler i en radius på over 100 meter. Far var politimand, og det kunne han ikke være med til.
Men det var OK, at jeg programmerede min Commodore 64, så den kunne styre alle strømstik på mit værelse og åbne og lukke en slå på døren.
Dengang var det jo meget lettere at begynde på programmering. Man kunne tilgå systemet helt ned i roden. I dag er en computer jo næsten en black box, så det er sværere at komme i gang
Steen Garbers Enevoldsen, udviklingschef for netafdelingen hos Fullrate