Artikel top billede

Fortalt til: Mads Elkær

Mennesker i IT
Udgivet 30. juni 2015 kl. 16.06

"Dagen før det for alvor går løs med åbningen af Roskilde Festival i morgen onsdag, er jeg spændt og en smule nervøs.

Samtidig er jeg også stolt over vores netværks-team på syv folk, og føler mig ret sikker på, at vi nok skal løse opgaven med at sørge for mobildækningen til vores kunder under festivalen.

Forberedelsen til vores monster-netværk på Roskilde Festival startede allerede, da sidste års festival sluttede.

For Roskilde Festival er uden tvivl et prestigeprojekt for alle teleselskaber og den vildeste udfordring, når det kommer til netværkskapacitet, fordi folk bruger ekstremt meget data.

Her til morgen klokken 08 lå det foreløbige dataforbrug i alene vores netværk på 8,7 terabyte, hvilket er langt mere end hele festivalen i 2013. Det svarer til en 150 døgn non-stop Netflix-kiggeri i HD-kvalitet.

Vi kan se, at datatrækket kommer fra sociale medier, musikdownloads, og så er der åbenbart også en del folk, der ligger ude i teltene og ser Netflix.

Men dette er ingenting i forhold til, når koncerterne begynder, og folk begynder at oploade til sociale medier.

Vi ved jo, at der kommer ekstremt pres på vores master, men jeg sover faktisk rigtig godt om natten her på festivalen."

Stefan Ring Støhrman, ansvarlig for teleselskabet 3's netværk på Roskilde Festival


Flere mennesker i IT Om mennesker i it