Build 2015, San Francisco: Microsofts Build-konference har været et mekka for udviklere og Microsoft-interesserede.
Vi har hørt om nye egenskaber til Microsofts Azure-platform, fokus på Internet of Things-enheder, et hav af Windows 10—nyheder, HoloLens og ikke mindst muligheden for at trække Android- og iOS-kode over til Windows 10-platformen.
Og selvom vi har savlet over Microsofts holografiske briller, HoloLens, og Windows 10. så fik vi ikke svar på, hvornår vi rent faktisk får hverken briller eller Windows 10 på vores computere.
Alt, hvad vi ved, er, at Windows 10 kommer i sommeren 2015, hvilket er Microsofts officielle udmelding. AMD kom for nyligt til at løfte sløret lidt nærmere for, hvornår vi får fingrene i Windows 10, men Microsoft har været meget tavs ved Build 2015 vedrørende lanceringen.
Dog får du ikke Windows 10 til din telefon samme tid, som du får det til din computer. Ved et event under Build forklarede Joe Belfiore, CEO for Windows-divisionen hos Microsoft, at udviklingen af Windows 10 for Phones ikke er lige så langt som på PC.
"Vores fokus er at få Windows 10 til PC ud først, så derfor vil andre platforme, Xbox, HoloLens, telefoner og Surface Hub, først komme på et senere tidspunkt, " forklarede Joe Belfiore.
Men heldigvis fik vi fat i en masse andre nyheder fra Microsoft vedrørende udvikling af apps og Windows 10. Her er de største nyheder fra Build:
1. Brug kode fra Android eller iOS til Windows 10-apps
Nye toolkits kan benyttes til at omdanne eksisterende kode fra iOS, Android, .Net, Win32, Javascript og Cordova om til Windows 10-apps med relativt få ændringer.
Du kan læse mere her: Windows 10 vil kunne køre Android og iOS-apps
2. Continuum for telefoner
Continuum for Phones er en videreudvikling af den teknologi, som giver hybrid-computere muligheden for at ændre brugerflade alt efter, om den fungerer som en tablet eller en pc. På telefonen giver det dog helt andre muligheder.
På scenen viste microsoft en Lumia-telefon blive til en pc med et klassisk skrivebord, som kunne køre Universal Apps som var det på en desktop-computer.
Du kan læse mere her: Kort glimt af fremtiden: Din Windows-telefon kan fungere som en fuld computer
3. Project Spartan døbt: Microsoft Edge blev navnet
Microsoft fik navngivet sin nye browser, som følger med Windows 10. Browseren tillader nye input sammen med en implementering af Cortana, Microsofts digitale assistent. Du kan prøve Microsoft Edge i det nyeste Technical Preview fra Microsoft.
Du kan læse mere om Spartan her: Slut med Project Spartan: Nu har Microsofts nye browser fået sit rigtige navn
4. Azure SQL Data Warehouse og Data lake
Nye muligheder med Azure, heriblandt en ny SQL-database til enterprises som kan tilpasses alt efter behov og størrelse. Ligeledes annoncerede Microsoft også en Data Lake-løsning til big data-arbejde.
5. Office Graph
Microsoft åbner op for Office Graph for udviklere, som efterfølgende kan udvikle redskaber til at videregive information ikke bare fra Office-suiten til virksomheden eller institutionen, men også tredjepart-programmer.
6. Forenede API'er til Office-suiten
Office-suiten får en række nye API'er, som giver udviklere mulighed for at lave tredjeparts-plugins langt nemmere, og som kan arbejde på tværs af Office-suiten over OneNote, Outlook eller PowerPoint.
7. Integration med Github
Nye integrationer med Github for udviklere såsom GitHub Enterprise on Azure og Visual Studio Tools for GitHub. Ligeledes lancerede Microsoft også en cross-platform kode-editor, Visual Studio Code, som fungerer på OSX, Linux og Windows.
8. Open Source-toolkit til at omdanne websider til apps - også iOS og Android
Nok lidt af en overraskelse, men Microsoft lancerede to toolkits, ManifoldJS og VorlonJS. ManifoldJS kan bruges til at omdanne hjemmeside-kode direkte til en Windows 10-app - men samtidig også en Android og iOS-app.
9. Lav mods til Minecraft i Visual Studio
Microsoft opkøbte Minecraft sidste år, og mange frygtede, at det ville gå ud over modding-samfundet, som er en stor del af Minecraft. Microsoft lancerede ved Build muligheden for at udvikle mods direkte i Visual Studio.
10. IoT-Core for Windows 10 preview
Internet of Things er vigtig for Microsoft, og til manges store glæde åbnede Microsoft op for muligheden for at prøve Windows 10 for Raspberry Pi 2. Ligeledes blev det også offentliggjort at Microsoft indgår samarbejde med Arduino.
Læs også: Microsoft klar med gratis kode-editor til OS X, Linux og Windows