Som it-ordfører igennem flere år har jeg oplevet en del opture og skuffelser, når det kommer til digitalisering.
Måske er den største skuffelse, at vi som politikere ikke har været bedre til at balancere it-sikkerheden med folks personlige frihed.
Altså, jeg synes simpelthen, at vi er gået for langt, når det handler om at overvåge befolkningen.
Vi politikere, inklusive mig selv, blev nok købt af en præmis om, at vi skulle helt op på højeste overvågningsniveau, hvis ønskede den bedst mulige sikkerhed til bekæmpelse af eksempelvis terror.
Undervejs på rejsen er jeg blevet klogere på, hvor meget privatlivets fred heldigvis stadig betyder for folk.
Selv om man gerne vil leve et sikkert sted, så betyder den personlige frihed ekstremt meget, har jeg måtte konstatere blandt andre fra alle de mennesker, som har skrevet til mig om overvågning igennem årene.
På en eller anden måde har terroristerne jo vundet, når vi gør Danmark til en overvågningsstat.
Der er jo ingen, der har lyst til, at sådan nogle typer som mig eller andre politikere skal kontrollere, hvad de kan sende og modtage fra andre.
Det er derfor både en selverkendelse for mig personligt og Venstre som parti, at vi har været ved at gøre romanen 1984 til virkelighed.
Jeg tror, at flere partier nu vil kæmpe for mere personlig frihed på nettet, selv om det måske betyder en promille mindre sikkerhed.
Men den personlige frihed må vi aldrig knægte, som vi gjorde for nogle år siden.
Michael Aastrup-Jensen, it-ordfører for Venstre