Det kan være en kunst at skaffe gode internetforbindelser, når et it-firma hører hjemme i Nakskov på Lolland. Nu får Talk Active dog en ekstra forbindelse, der skulle være med til at sikre mod endnu et nedbrud.
Fiberudbyderen SEAS-NVE skulle være på vej med et søkabel, som giver en ekstra forbindelse.
Markedet for fiberforbindelser bugner ikke på Lolland.
"Vi har måske to til tre udbydere, mens du inde i københavn måske har otte," siger Lars Nielsen, medejder af Talk Active.
Sort uheld
Firmaets webhoteller, Web10.dk, Space1, Scanhost og StartHotel var mandag nede på grund af et kabelbrud. Kunderne, tusindvis af hjemmesider, var derfor nede i mere end seks timer.
Det samme skete for webhotellet for to år siden, og det er sort uheld, at det sker igen, siger Lars Nielsen. Talk Active bruger hver måned 10.000-15.000 kroner på at skaffe sig internetforbindelse, og firmaets fiberudbyder, SEAS-NVE, skulle ifølge ham have redundante linjer, altså ekstra forbindelse, til webhotellet.
"Den linje, der løber nu, er redundant. Men der er flere fibre, der krydser hinanden, og det gør de ved Sundby, og det er sort uheld, at de rammer dem på samme tid," siger Lars Nielsen om mandagens nedbrud.
Søkabel giver ekstra redundans
Et søkabel, som går fra Nakskov til Stigsnæs Skov på Sjælland, skulle dog være med til at give en ekstra forbindelse for fremtiden, fortæller han. Søkablet, der er ved at være klar til at tage i brug, vil koste måske en fjerdedel ekstra i de samlede omkostninger at leje sig ind på. Til gengæld vil Talk Active få adgang til et knudepunkt på Sjælland, der vil give hostingfirmaet adgang til andre udbydere af IP-forbindelser.
"Det bliver målt op mod, at vi måske kan få nogle andre priser hjem," forklarer Lars Nielsen om udgiften til at leje sig ind på søkablet.
Loyale ansatte på Lolland
Udover de færre udbydere af internetforbindelser, er der flere fordele og ulemper ved at placere en it-virksomhed i dét, som nogle vil kalde Udkantsdanmark.
"Som it-selskab ligger vi i et område, hvor der ikke bliver uddannet særlig mange folk," siger Lars Nielsen.
Manglen på kvalificeret arbejdskraft fik firmaet at mærke, da det for fem år siden flyttede fra Århus til Nakskov. Men de ansatte bliver til gengæld hængende længere nu.
"Det, man opnår ved at flytte til Udkantsdanmark, er, at det kan godt være, at det er svært at få arbejdskraft, men til gengæld er det stabil arbejdskraft," siger Lars Nielsen.
Nogle af de nuværende syv fuldtidsansatte har været hos Talk Active i alle de fem år, som firmaet har ligget i Nakskov.
"Det er er uvurderligt for os," siger Lars Nielsen.
ComON har undervejs i researchen til denne artikel forsøgt at få en kommentar fra fiberudbyderen SEAS-NVE, men selskabet har ikke ønsket at diskutere kundeforhold i detaljer.