Unge, som er dygtige til at bruge computere, er oftere pirater.
Det viser en undersøgelse fra Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, som hører under fagforeningen Akademikernes Centralorganisation. Undersøgelsen er lavet på baggrund af - anonyme - spørgeskemasvar fra 370 studerende eller nyuddannede ved højere læreanstalter, mens 25 personer er blevet interviewet.
"De unges it-kundskaber og forbruget af underholdningsfiler er af betydning for, hvordan de tilegner sig underholdningsfiler," fastslår rapporten på baggrund af interviews.
Støtte til små kunstnere
Undersøgelsen fortæller også, hvilke argumenter unge bruger for at hente film og musik ulovligt:
"Der er tre hovedargumenter for valget af ulovlig tilegnelse af underholdningsfiler: Funktionalitet, tilgængelighed og udvalg," skriver rapporten.
"Funktionaliteten og udvalget er særdeles appellerende til det moderne, unge menneske der vil være uafhængig af faste sendetider og et begrænset udvalg," fortsætter den.
Paradoksalt nok, så deler fildelerne ofte ikke de værker, de har hentet ulovligt, selvom det er en del af torrent-konceptet, viser undersøgelsen.
"Til trods for at torrentsidernes præmis er, at man deler sine downloads med andre, er det kun én af interviewpersonerne der lever op til præmissen; resten afholder sig fra at stille filer til rådighed for andre brugere og erkender deres usolidaritet, men finder det ikke pinligt," står der i rapporten.
Hjemmelavet moral
Undersøgelsen viser også, at netpiraterne har lavet deres egen etik for, hvornår de kan hente værker ulovligt.
"Jo større kunstnerens formue og omdømme er, desto mindre betydning tillægger man det, om man tilegner sig værket ulovligt. Jo mindre kunstnerens formue og omdømme er, desto større betydning tillægger man det, at man tilegner sig værket lovligt og derved sikrer kunstneres indtjening.
Grænsen er meget flydende.
"Dog kan ingen definere en grænse mellem lille og stor kunstner. Den selvbestaltede etik og norm er på én gang en følge af internettets udvikling og muligheden for at sprede digitale filer og de unges forestilling om en kapitalstærk og grådig industri, man ikke skal sympatisere med," står der i rapporten.
Til gengæld er holdningen meget udbredt - selv blandt folk, som ikke piratkopierer.
"Det bemærkelsesværdige er, at denne holdning er udpræget blandt de fleste unge i alle kategorier, hvilket antyder en overordnet social accept af at tilegne sig underholdningsfiler ulovligt," står der i rapporten.
Piratkopiering af programmer
På studier, hvor eleverne skal bruge dyre it-programmer, er det helt almindeligt at piratkopiere programmerne. De studerende synes angiveligt selv, at det er problematisk, men nødvendigt.
"Priserne kan overstige titusinde kroner per program, og der er således skabt en kultur hvor ulovlige kopier er en integreret del af studiet. Det er studerende fra LIFE, Kunstakademiets Arkitektskole og DTU der beretter om kulturen, som de gerne ønsker ændret. De berørte foreslår en model som Aarhus Arkitektskole har indført, hvor man som studerende betaler semesterabonnementer (250 kr.), mod at kunne anvende de relevante programmer et semester," står der i rapporten.
Af de 370 er det kun 25 - altså syv procent - som siger, at de er ligeglade med ophavsretslovgivningen. Derudover har 34 procent i nogle tilfælde bevidst valgt at overtræde reglerne. Resten, altså lidt over halvdelen, forsøger overvejene at respektere ophavsretten. Kvinder er overrepræsenterede i gruppen af lovlydige - dog kun i lille grad.