En stor styrende personlighed er død.
Microsoft aflivede i går unge Windows 98. Han blev kun 8 år.
Windows 98 kom til verden på en varm sommerdag. Kalenderen stod på den 25. juni, og årstallet var 1998. Bill Gates var en meget rørt og stolt far ved fødslen.
Lille Windows var nu den yngste i stor søskendeflok af styreprogrammer. Et kært lille 32-bits grafisk styresystem, som mange straks kastede deres kærlighed på.
Han blev med rette kaldt en lille efternøler af sin ældste storebror på hele 18 år ved navn MS-DOS.
I lang tid så det imidlertid ikke ud til, at den lille ny i Microsoft-familien skulle hedde Microsoft 98. Før fødslen var hans kælenavn nemlig "Memphis".
På trods af små-drillerier fra hans ældre søskende, så var lille Memphis glad og optimistisk. Han havde nemlig noget, som hans søskende ikke havde.
Nogle af Windows 98s legekammerater mobbede ham med, at han blot var en opdateret udgave af hans aldersmæssige nærmeste storebror - Windows 95. Lille Memphis mente dog, at han var helt sin egen.
Windows 98 havde nemlig mulighed for flere skærme, samt integrering af Internet Explorer i Windows. Sidstnævnte var noget, som mange blev vrede på lille Memphis over.
Windows 98 voksede op som en meget legesyg personlighed. Mange af hans legekammerater har klaget over, at familien hele tiden var nødt til at rette på lille Memphis, så han kunne opføre sig ordentligt.
Lille Windows fik endnu en bror i maj 1999. Han blev døbt Windows 98 SE. Mange mente, at han nok ville blive mindre legesyg end hans til tidere problematiske storebror.
Denne nekrolog er skrevet med hjælp fra Wikipedia.