I påsken blev Amazon ramt af store tekniske problemer i et af sine datacentre. Det gik ud over flere af Amazons cloud-kunder, herunder også store firmaer som Foursquare og Reddit. Problemerne startede skærtorsdag og fortsatte frem til søndag, hvor den normale drift blev genetableret. Men nu ser det ud til, at nogle af kundernes data er tabt for altid.
Det fortæller Amazon selv i en e-mail til en af sine store cloud-kunder, som Business Insider har fået fat i.
”Vi beklager meget, men i sidste ende har vores forsøg på at genskabe jeres data manuelt været uden held. Hardwaren er brudt ned på en sådan måde at det ikke har været muligt at genskabe jeres data efterfølgende,” skriver Amazon.
Det tilføjes at man har genskabt et snapshot af data, men Amazon erkender at disse data er i en tilstand hvor de kan være ubrugelige.
Der er angiveligt kun tale om en forholdsvis lille mængde af data, som er tabt, men det gør selvfølgelig ikke sagen bedre for de kunder, der er ramt af datatabet.
Amazon har stadig ikke leveret en forklaring om årsagen til nedbrudet, der i amerikanske medier er blevet betegnet som et stort tilbageslag for cloud computing.
Selskabet startede med at sælge cloud-ydelser for fem år siden og har i dag tusindvis af kunder. Blandt dem er både små og nystartede firmaer og store virksomheder som Pfizer, Netflix, Quora og Foursquare. De lejer sig ind i Amazons datacentre, der er spredt rundt omkring i verden.
De seneste problemer har angiveligt kun ramt det store datacenter i Northern Virginia. Normalt skulle der være back-up af alle data, og Amazon har lovet en oppetid på 99,9 pct. for sine cloud-tjenester. Men det ser ud til, at ingen af delene holder i praksis.