Ved den store forbrugerelektronikmesse, CES, i Las Vegas nævnte Googles administrerende direktør Eric Schmidt, at webgiganten går med tanker om at åbne op for en online boghandel. Han understregede, at det kommer til at afhænge af, om selskabet får tilladelse fra forfatterne der har copyrighten. Det skriver BBC.
Google har planer om at lave et bibliotek med alverdens bøger og har allerede digitaliseret en lang række bøger. Men nu er selskabet rendt ind i en forhindring - tilladelse fra forlag og forfattere.
Google startede ud som en simpel søgemaskine, men selskabet udvider forretningsområdet voldsomt i øjeblikket. Senest har de lanceret en online-videoforretning. Med dette nye tiltag går Google fra at være en gratis forbrugstjeneste til nu også at tilbyde betalingstjenester.
Google samarbejder med Harvard University, Stanford University, the University of Michigan, The New York Public Library og Oxford University om det store digitaliserings projekt.