Blandt de nominerede til prisen Steppeulven, der udstedes af Foreningen af Danske Musikkritikere, finder man Piratgruppen, hvilket vækker vrede og frustration i dele af musikbranchen, heriblandt musikere og komponister.
Dansk Musiker Forbund (DMF)og Foreningen af Danske Musikkritikere (FDM) har holdt flere møder om sagen, dog uden af nå til enighed.
FDM har udtrykt, at de med nomineringen alene har villet sætte fokus på Piratgruppens ønske om at rejse debat om, hvilke midler der skal anvendes i varetagelsen af rettighedshavernes interesser.
Denne begrundelse accepteres ikke af DMF, der nu meddeler, at foreningen ikke kan støtte FDM's prisfest den 27. januar.
Piratgruppen opstod i september 2004 som en modreaktion mod AntiPiratGruppen, der bekæmper piratkopiering af ophavsretsbeskyttet materiale, og har medvirket til at afsløre og retsforfølge danskere, som har piratkopieret musik og film via internettet - typisk med store erstatningskrav som følge.
Piratgruppens formål er at fungere som samlingspunkt for danske fildelere, som deler musik og andet materiale via internettet. Et andet af Piratgruppens virke er at yde økonomisk støtte til danske fildelere, som retsforfølges af AntiPiratGruppen.