Manden der har udregnet sandheden

Fra i dag vil en af vor tids største tænkere føre bevis for sin version af virkeligheden. Midlet er Wolfram|Alpha - sandhedsmaskinen.

Det er svært at blive klog på, hvad Wolfram|Alpha helt præcist er. Udover, at det ikke er en søgemaskine i gængs forstand, men i stedet en svarmaskine. Stil et spørgsmål, og det bliver besvaret. Det er ikke nødvendigvis svaret på det spørgsmål, man troede man stillede, men i stedet svaret på det spørgsmål, man rent faktisk stillede.

Når manden bag, Stephen Wolfram, selv forklarer hvad Wolfram|Alpha er, så siger han:

"Før Newton var der ingen der tænkte på at udregne sandheden. De forsøgte i stedet at regne sandheden ud, som mennesker nu gør. Men pointen er ikke at simulere menneskelig tænkning. Pointen er at få svaret. Leibniz kom tættest på tanken bag Wolfram|Alpha med hans plan om et universelt bibliotek og hans drøm om et logisk system, der kunne udregne sandheden."

Wolfram|Alpha er altså en sandhedsudregningsmaskine.

Men det er en minimalistisk sandhed. Hvis man for eksempel stiller spørgsmålet 'Hvem er jeg?' så er svaret ikke summen af ens drømme og gerninger, men i stedet ens computers ip-adresse og netudbyder, som vel rent teknisk er tæt på det rigtige svar, selv om det ikke lige var det, man mente.

Koden for universet

Når man spørger Wolfram|Alpha selv, om hvad den er, så svarer den en Computational Knowledge Engine.

Men i virkeligheden er den meget mere.

Stephen Wolfram er nemlig overbevist om, at Universet i sin grundsubstans ikke består af mere end tre-fire linjers kode. Solen, jorden, os selv, dyrene, havet, ilden og alt andet kan trække en lige linje tilbage til den oprindelige algoritme.

Det er den virkelige historie bag det mainstream medier med dramaturgisk dovenskab har døbt Google-dræberen, selv om Wolfram|Alpha aldrig kommer til at gå i infight med Google.

I stedet kan den måske en dag være med til at afkode koden. Finde kombinationen af nuller og ettaller i de oprindelige tre-fire linjer.

For syv år siden udgav Stephen Wolfram bogen 'A new kind of science', som han bogstavelig talt mener, er biblen for en ny form for videnskab, der viser, at alt består af regler som svarer til ganske simple computermodeller. Wolfram|Alpha er den fysiske manifestation af den erkendelse. Den er også resultatet af 20 års tanker og 10 års isolation i sene nætter, hvor Stephen Wolfram begravede sig i enhver videnskab for at forstå deres dybeste fundament.

Han opdagede noget væsentligt. Nemlig at virkeligheden er simpel. Den består af ganske simple beregnelige regler.

Men vi er for langt fremme. Lad os først lære videnskabsmanden, mangemillionæren og vidunderbarnet Stephen Wolfram at kende.

Hvis vi spørger Wolfram|Alpha hvem dens skaber er, så svarer den Stephen Wolfram, og hvis vi spørger hvem han er, så svarer den, at han blev født i London for 49 år siden. Men det er kun den beregnelige brøkdel af sandheden.

Vidunderbarnet

Da Stephen Wolfram som 17-årig lyttede til den første forelæsning for de nye studerende på Oxford blev han forfærdet. De følgende dage voksede frustrationen mens han sneg sig med til forelæsningerne for 2. og 3. års studerende.

Til sidst opgav han og trak sig tilbage. Året inden havde han fået sin første videnskabelige afhandling om partikelfysik udgivet i et anerkendt tidsskrift. Og han indså med det samme, at Oxfords berømmede professorer var ham håbløst underlegne.

Hvis han skulle have nogen chance for at lære noget, så måtte han selv finde bøgerne, udregne problemerne og tænke tankerne. År efter år sluttede han semestrene med årgangens bedste karakterer.

Efter eksamen kastede han sig over Cellular Automata, som er en videnskab der arbejder med, hvordan simple regler kan føre til komplekse modeller. I midten af 80'erne lancerede han programmet Mathematica, der blev for matematikken, hvad wordprocessoren blev for skriften. Det blev så stor en succes, at han tjente en af de formuer, som kun pionererne i computerbranchen kan konkurrere med.

Verden er simpel

Men det var ikke nok. Der var mere i tanken om, at simple regler fører til komplekse modeller. Måske lå hele universet gemt i den ene erkendelse. Derfor forsvandt Stephen Wolfram fra verden. I 10 år, fra 1992 til 2002 sov han dagene væk og begravede sig i alverdens videnskaber i de sene nætter. Han læste alt, hvad han kunne komme i nærheden af for at forstå teologi, biologi, astronomi og alt andet der indgår i den menneskelige erkendelse.

I 2002 kom bogen endelig. 1200 sider med bevis efter bevis på, at verden består af simple regler, der kan føre til umådeligt komplekse og uforudsigelige systemer.

"Der er et enormt netværk af komplekse spind af systematisk viden i verden. Og før New Kind of Science, ville jeg have troet, at det ville kræve en 1-1 model af kontrollere den viden. Men New Kind of Science fortæller, at selv yderst komplekse ting kan have deres oprindelse i simple regler og programmer. Og det var det, som inspirerede mig til, at Wolfram|Alpha måske var mulig," skrev Stephen Wolfram forleden på sin blog.

Bogen starter med ordene:

"For tre århundreder siden blev videnskaben ændret af den dramatiske ide, at regler baseret på matematiske ligninger kunne beskrive verden. Mit formål med denne bog er at starte endnu en forandring, og introducere en ny form for videnskab der er baseret på langt mere generelle regler som kan indarbejdes i simple computerprogrammer".

Det videnskabelige miljø tog ikke vel mod bogen. Men Stephen Wolfram mener selv, at bogen kan være vor tids Arternes oprindelse eller Philosophiae Naturalis Principia Mathematica. Det var derfor han skrev den i stedet for at gå videnskabens akavede slagne vej med endeløse publiceringer af uendeligt små delresultater.
Sammenhængen, erkendelsen af universet, var vigtigere end alle del elementerne.

"De fleste af os har kun én ide. Min ide er at gøre verden beregnelig. Mathematica handlede om at finde de simpleste primitive beregninger, som mennesker kunne kombinere til at skabe mønstre af videnskabelig interesse. A New Kind of Science handlede om ideen om, at vi kan begynde med primitive beregninger og ikke bringe mennesker ind i billedet overhovedet. Og Wolfram|Alpha handler om, hvordan vi måske kan skabe et bygningsværk af menneskelig viden ud fra simple og primitive beregnelige regler," siger Stephen Wolfram.

Virkelighedens killer-app

Han kalder Wolfram|Alpha for New Kind Of Science's første killer-app. Al beregnelig viden er samlet og ud fra ganske simple regler bliver den viden brugt til at besvare spørgsmål. Men måske vil Wolfram|Alpha udvikle sig i uventede retninger ud fra de simple grundregler. Forleden skrev Stephen Wolfram på sin blog:

"I dag burger Wolfram|Alpha eksisterende modeller fra videnskaben og andre områder og udfører sine beregninger baseret på de modeller. Men hvad hvis Wolfram|Alpha finder nye modeller? Hvad hvis den kan opfinde on the fly? Skabe videnskab on the fly? Det er præcist det som New Kind of Science foreslår, er muligt: At udforske det beregnelige univers og finde ting der ude, som er brugbare for bestemte specifikke formål. Vi har eksperimenteret med at skabe nye musiknoder med New Kind of Science. Men der er langt mere indenfor rækkevidde - vi styrer med simpelt sprog, men opdager automatisk med New Kind of Science."

Bag Wolfram|Alphas enorme database af faktuelle oplysninger er en ganske simpel algoritme, der omdanner spørgsmål til sprog som computere forstår. Derefter bliver svar fra alle relevante kilder vist som et endeligt svar. Måske afslører kombinationen af den indsamlede viden ny erkendelse, der få sekunder tidligere endnu var ukendt.

Blue screen of death

I 2002 interviewede computerjournalisten Steven Levy Stephen Wolfram i forbindelse med bogen. I bogen skriver Stephen Wolfram, "i sidste ende er der måske slet ikke noget særligt ved reglen for vores univers - præcist som der ikke var noget særligt ved vores position i solsystemet og galaksen".

Det finder Steven Levy sært nedslående, så han spørger: "hvor lang, tror du reglen for universet er?"

"Jeg gætter på den er meget kort," svarer Wolfram.

"Men hvor lang, sådan cirka?" spørger Steven Levi igen.

"Jeg ved det ikke. Hvis man omregner den til Mathematica består den vel af tre-fire linjers kode".

"Fire linjer kode?" spørger Levy vantro ude afstand til at fatte, at hele universet skulle bygge på fire linjers kode.

"Det gætter jeg på. Jeg tror ikke, der er grund til den skulle være længere end det. Den er i hvert fald ikke på 25.000 linjer kode. Det drejer sig om en lille håndfuld".

Steven Levy tænker lidt over omfanget af den påstand. At hele universets umådelige kompleksitet er oprindet i tre-fire linjers kode. Så ser han på Stephen Wolfram:

"Så det er ikke som med Windows," siger han så.

Men måske er det lidt som Windows. Indtil videre er det hyppigste svar i Wolfram|Alpha en lingvistisk udgave af Blue Screen of Death:

"Wolfram|Alpha isn't sure what to do with your input".




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere