Nu har Microsoft bekræftet at der kommer et officielt Software Developer Kit (SDK) som kan bruges til at udvikle Windows-software der udnytter bevægelsesstyringen i Kinect. Der er allerede frigivet open source-drivere til Kinect og Microsoft har – efter lidt tøven i starten – gjort alt for at støtte de udviklere, som har skabt uofficielle Kinect-hacks.
Snart bliver det endnu lettere med den officielle Kinect for Windows SDK til tredjeparts-udviklere. Den bliver gratis i en ikke-kommerciel ”starter version”, hvor der er direkte adgang til de forskellige programmerings-grænseflader i Kinect, lydsystemet og direkte mulighed for at styre Kinect-sensoren.
Senere kommer der også en betalingspligtig kommerciel version af SDK'en. Denne version er beregnet til virksomheder, som vil sælge software baseret på Kinect.
”Microsofts investeringer i naturlige brugergrænseflader er helt afgørende for vores langsigtede vision om at skabe computere som er intutive og kan gøre langt mere for os,” siger Microsofts forskningschef Craig Mundie i en pressemeddelelse.
Blot i de første to måneder er der solgt otte millioner eksemplarer af Kinect til Xbox 360 og der er opstået et meget aktivt miljø af udviklere. Det er efterhånden umuligt at tælle de mange Kinect-hacks som bruger Microsofts bevægelsesstyring til at kontrollere alt fra robotter til computerspil.
ComON har blandt andet skrevet om danske firmaer som vil bruge Kinect til interaktiv digital skiltning og ettræningsprogram til HLO'er (Helicopter Landing Operators), som også bruger Kinect.
På hjemmesider som KinectHacks.net kan man se eksempler på, hvad bevægelsesstyringen kan bruges til. Nu er det blandt andet muligt at spille det populære Angry Birds på computeren med Kinect eller styre en kirurgisk skalpel.
Der kommer snart en firmware-opdatering fra Microsoft som firedobler opløsningen i Kinect, og det skulle nu være muligt at genkende brugerens ansigtsudtryk og fingerbevægelser.
Samtidig er israelske Prime Sense, der har skabt teknologien bag systemet, gået sammen med Asus om at udvikle et nyt Kinect-lignende produkt til pc'er.