For præcist et år siden varslede bloggere, at de definitivt ville vende MySpace ryggen, hvis der ikke blev taget hånd om det stillestående musik- og netværksnetværk inden for 12 måneder.
Kritikken var anført af debattøren Andrew Dubber. Han udråbte dagen i dag til ”Quit MySpace Day”. Med andre ord opfordrede han MySpace-brugere til at slette deres profiler, hvis ikke MySpace i løbet af 12 måneder kunne bringe hjemmesiden op til dato. Provokationen var især et forsøg på at råbe MySpace op.
Men har det virket?
I anledningen af årsdagen har ComON forgæves forsøgt at få en kommentar fra Andrew Dubber for at høre, om hans anstrengelser har båret frugt. Men faktisk erkendte provokatøren allerede i september, at han aldrig ville få MySpace til at udvikle sig i den retning, han ønskede. Derfor har han allerede annulleret sin profil, skriver han i dette indlæg.
I indlægget kan man også læse, at MySpace faktisk har lyttet til kritikken. En mellemleder hos MySpace indrømmer, at han i løbet af det sidste år jævnligt har peget på Dubbers kritik, når der har været interne møder hos MySpace.
MySpace var fra fødslen en almindelig social portal, men i dag er MySpace først og fremmest en musikportal. Ethvert band med respekt for sig selv har en side på MySpace. Uanset om der er tale om ukendte garagebands eller store etablerede navne. Andrew Dubbers kritik og frustration er, at denne uhørt store udbredelse slet ikke bliver brugt konstruktivt til at gøre MySpace til et sted, hvor kunstnere kan tjene penge på deres musik.
I løbet af 2010 har MySpace fået nogle enkelte ansigtsløftninger, men det er ikke nok til at overbevise kritikeren. I sin artikel citerer han sin ven for at sige:
"Man kan ikke gøre en lort pæn, men du kan rulle en lort i glimmer. MySpace er blevet rullet i glimmer".
Andrew Dubbers kritik skal dog også ses i lyset af, at han selv er rådgiver for et andet netværk, der udelukkende fokuserer på musik: BandCamp.com.