Videnskabsminister Helge Sander præsenterer på møder torsdag den 18. maj regeringens retningslinier for drøftelserne om fusioner og integration af sektorforskningen i universiteterne.
Til møderne er indbudt bestyrelsesformændene for de involverede 12 universiteter og 13 sektorforskningsinstitutioner.
»Nu går vi i gang med de sonderende møder med alle 25 institutioner for hurtigst muligt at nå frem til et nyt Danmarkskort for den offentlige forskning. Regeringen har klare mål for denne proces,« siger Helge Sander og fortsætter:
»Vi vil styrke universiteternes internationale konkurrenceevne og øge udbuddet af uddannelser, samt sikre at flere unge end i dag skal have en universitetsuddannelse på bachelor-, kandidat- eller ph.d.-niveau. De nye universiteter skal have et styrket samarbejde med de relevante virksomheder og offentlige myndigheder, og vi ønsker sikkerhed for en fortsat, professionel varetagelse af de myndighedsopgaver, som sektorforskningsinstitutionerne hidtil har stået for,« siger videnskabsministeren.
Regeringens retningslinier for fusions- og integrationsprocessen indebærer blandt andet, at det ikke en forudsætning for henholdsvis en fusion eller en integrationsproces, at der gennemføres fysiske flytninger, men at dette kan være hensigtsmæssigt.
»Vi er åbne for, at der kan bruges flere, forskellige modeller for integration af sektorforskningen på universiteterne, men det står klart, at der fortsat skal være en klar og entydig ledelsesstruktur på universiteterne,« siger Helge Sander.