Utilfredshed med høje annoncepriser på prisportalerne får de store onlineforhandlere og deres organisation, Foreningen af Online IT Forhandlere (FOIF) til at etablere en konkurrerende prisportal. Den nye portal, Evonax.dk, går i luften 1. april. Lanceringen er et modtræk til, at Edbpriser.dk i januar satte priserne op og gav nogle forhandlere en mangedobling af deres annonceudgifter.
»Der har været utilfredshed med portalernes prisskrue. Vi synes, de andre portaler er for dyre. Efter Edbpriser kom med deres nye priser, er der nogle forhandlere, der føler sig presset,« siger FOIF-formand Morten Duch.
Evonax.dk går ud med en klikpris på 25 øre. Dertil kommer medlemsgebyret til FOIF på 2.000 kroner om året.
»Klikprisen er cirka en fjerdedel af Edbprisers pris, så portalen lige kan løbe rundt,« siger Morten Duch.
Evonax.dk er styret af en aftale som sikrer en fast pris de næste fem år. Derfor tror FOIF-formanden, at Evonax bliver et reelt alternativ til Edbpriser og de andre prisportaler.
Forventer succes
Han regner med, at FOIFs mere end 20 medlemmer vil annoncere på den nye portal.
»Jeg tror, det bliver en stor succes, men hvor stor en succes afhænger af, hvor mange forhandlere, der er med,« siger Morten Duch.
Hvis de konkurrerende portaler tager udfordringen op og sænker deres priser, vil det alligevel være en succes for FOIF-portalen.
»Vi ser Evonax som et forhandlingsudspil overfor de andre prisportaler, og hvis de andre sætter deres pris ned til 25 øre, vil jeg se det som en sejr for os,« siger han.
FOIF’s næstformand Kim Rand fra Computersalg har allerede besluttet sig for at have flere varer på Evonax end på Edbpriser.
»Målet er, at Evonax skal være den største prisportal i Danmark,« siger han.