1. Geforce GTX 590: Suverænt grafikkort i støjsvag indpakning
Det kan godt være, at det er i mellemklassen, grafikkort storsælger. Det er lidt ligesom med biler, for mens en Porsche måske er en våd drengedrøm, ender størstedelen med hænderne på rattet i en ganske almindelig Skoda.
I grafikkortenes Porsche-division, der hos henholdsvis AMD og Nvidia skal findes i Radeon HD 6900- og Geforce GTX 500-serierne, får du ikke value for money. Du må affinde dig med dyrekøbte hestekræfter, men hvis du ikke kan leve uden et opløsningselskende monster, som entusiaster skriver om på fora til langt ud på natten, må du bide smerten i dig og punge ud.
AMD har lanceret grafikkort som perler på en snor; vi nævner eksempelvis Radeon HD 6850, 6870, 6950 - både med en og to gigabyte hukommelse - og 6970. Og senest det, der indtil i dag stolt har kunnet løfte trofæet som verdens kraftigste grafikkort: HD 6990.
Til sammenligning er Nvidia efterhånden kommet op i hastighed og har udbygget GTX 500-serien med GTX 550 Ti, GTX 560 Ti, GTX 570, GTX 580 - og nu også et strømelskende muskelbundt af et grafikkort i form af GTX 590.
Flere grafikprocessorer
AMD har siden HD 3870 X2 forsøgt sig med at smede to grafikprocessorer sammen, når de kraftigste løsninger skulle ekspederes ud på markedet. HD 3870 X2 var det første acceptable forsøg på at konstruere et grafikkort med to processorer på samme printplade. Det var stadig ensbetydende med driverproblemer og mere besvær for brugeren, men ydelsen tiltalte os.
Mange var dog skeptiske - især dem, der tidligere var blevet udsat for Nvidia 7950GX2-grafikkortets vederstyggeligheder. Med tiden har producenterne anstrengt sig for at gøre grafikkort baseret på to grafikprocessorer så velfungerende som muligt. Helst ved helt at skjule for brugeren, at der er tale om et dobbeltkort. Nvidia præsterede eksempelvis et fornuftigt bud på et dobbeltkort med 9800 GX2, der kom de fleste driverproblemer til livs.
GTX 590 er Nvidias svar på AMD's HD 6990. Vi har tævet grafikkortet den seneste uges tid med en lang række krævende spil, og vi vil ikke lægge skjul på, at vi er begejstrede. 'Økonomisk' og 'strømbesparende' er imidlertid ikke adjektiver, vi med rimelighed kan benytte ...
2. GTX 590 på klos hold
På overfladen ser GTX 590 nogenlunde tilforladeligt ud, og det utrænede øje kunne narres til at tro, at der er tale om et traditionelt grafikkort frem for en sulten sandwich-model.
Kortet vejer dog seriøst til i hånden, hvilket kan tilskrives den massive køler, der skal holde temperaturen på vilddyrets to GF110-grafikprocessorer i skak.
Hardwaremæssigt kan GTX 590 opfattes som to neddroslede GTX 580-chip i tandem. Hver grafikprocessor har adgang til intet mindre end halvanden gigabyte GDDR5-ram, så den samlede mængde galoperer op på tre gigabyte på en 384-bit bred datamotorvej, hvilket stemmer fint overens med det oprindelige GTX 580.
Hukommelsesfrekvensen er dog sænket fra 1.020 megahertz til 853,5 megahertz. Grafikprocessoren må ligeledes affinde sig med en lavere hastighed - helt præcist 607 megahertz, der er et pænt skridt nedad sammenlignet med de 772 megahertz, et almindeligt GTX 580 præsterer.
Inden du hænger med mulen, skal du huske på, at to grafikchip i samspil har potentiale til at ligegyldiggøre de nedjusterede frekvenser. En nedjustering, der sandsynligvis er truffet af hensyn til stabilitet, varmeudvikling og støjniveau. Tre faktorer, der hænger uløseligt sammen.
Fremragende præstation
Oven på testen af AMD's HD 6990, der ganske vist er hurtigt, men også ret støjende, ville det være naturligt at vente, at GTX 590 ligeledes døjer med blæserstøj. Det er imidlertid slet ikke tilfældet; kortet er faktisk kun marginalt mere lydhørt end et GTX 580, hvilket er en fremragende præstation.
Til trods for, at vi havde kabinettets side afmonteret, bemærkede vi i forbindelse med almindeligt desktop-arbejde slet ikke, at vi havde et GTX 590 installeret. Kortet gjorde ikke noget væsen af sig. Mere sensationelt er imidlertid, at vi i løbet af vores benchmark-test var nødt til at tage hørebøfferne af for at tjekke, om kortet nu også kørte, som det var tiltænkt.
Selv efter en times spil i det vanvittigt flotte Metro 2033 - med detaljegraden smækket op på det mest ekstreme niveau - var køleren yderst støjsvag. Grafikprocessorerne blev naturligvis varme, og strømforbruget galoperede pænt op på skalaen. Men kølingen kan vi ikke sætte en finger på.
Hvis din pc skal kunne trække et GTX 590 uden problemer, bør du som minimum have en kvalitetsstrømforsyning på 700 watt. Og vær opmærksom på, at den skal have mindst to 8-pins PCI Express-stik, som det strømsultne grafikkort skal fodres direkte med.
3. Oversået med skærmstik
En af de store gevinster ved de dyreste grafikløsninger er typisk, at du kan tilslutte rigtigt mange skærme. Med de nyeste skærmteknologier fra AMD og Nvidia kan du "sprede" dit yndlingsspil på tværs af op til tre skærme - og eksempelvis få et større udsyn, når du giver fuld bundgas i et rallyspil.
AMD kalder sin teknologi for Eyefinity, mens Nvidia har døbt sit alternativ Surround og 3D Vision Surround. Begge løsninger giver mulighed for at tage et sæt 3D-briller på hovedet og nyde de seneste computerspil i 3D, hvis du altså har mod på at investere i både briller og et eller flere kompatible displays.
AMD har hidtil haft en fordel, da selv mindre kort baseret på en enkelt grafikprocessor kan trække tre displays på samme tid. For at udrette det samme er Nvidia nødt til at koble to grafikkort sammen i en SLI-opsætning (Scalable Link Interface - læs mere på Wikipedia).
Med GTX 590, der kan sammenlignes med to enkelte grafikkort, er problemet af gode grunde elimineret. Du kan altså, "out of the box", tilslutte op til tre skærme, spille på tværs af dem - og det endda i 3D, hvis du bare ikke kan komme tæt nok på projektilerne ved frontlinjen.
GTX 590 bliver som standard leveret med tre Dual Layer DVI-I-stik og et enkelt Mini DisplayPort-stik, så du hurtigt kommer i gang, hvis du har stillet en myriade af fladskærme op på skrivebordet.
Det er nok kun et fåtal, der vil foretage en så massiv hardware-investering, men det er omvendt også denne snævre målgruppe, som GTX 590 indstiller sigtekornet på.
4. Resultater: Hurtigere end HD 6990?
De nærmeste konkurrenter til GTX 590 er blevet pløjet igennem en række krævende spiltest, der skal løfte sløret for, om Nvidia kan overtrumfe AMD's HD 6990.
Vi har denne gang drejet på kvalitetshåndtaget og tilføjet helt op til 8x anti-aliasing, på dansk kantudjævning, i de spil, hvor det var muligt. Her vil de svagere kort typisk falde fra, da belastningen er så massiv.
Vi har udført testen med et Gigabyte GA-EX58-UD5-bundkort med Intels Core i7-975 Extreme Edition-processor og seks gigabyte Corsair-ram på 1600 megahertz. Processorens Hyper-Threading-funktion er frakoblet, da den i visse tilfælde kan resultere i lidt unøjagtige ydelsesmålinger.
Styresystemet er Windows 7 Ultimate 64-bit, og driversoftwaren er den nyeste, vi kunne opstøve
Listen over testkandidater er som følger:
• Radeon HD 6990 450W
• Radeon HD 6990 375W
• Geforce GTX 590
• Geforce GTX 580
• Geforce GTX 570
• Radeon HD 6970
• Radeon HD 6950
• Radeon HD 6870
• Geforce GTX 560 Ti
5. Konklusion: Fremragende pixelskubber
GTX 590 er Nvidias første officielle grafikkort baseret på to processorer siden GTX 295. Formår det så at levere et nederlag til AMD's HD 6990?
Svaret afhænger af, hvilket spil vi baserer vores bedømmelse på; over en bred kant er de to kort ydelsesmæssigt ret jævnbyrdige. Og det er - særligt for Nvidia - en vigtig præstation, da grafikproducenten har haft lidt svært ved at følge med AMD's hurtigste udspil siden HD 5970.
Til trods for de mange hestekræfter, AMD har proppet i HD 6990, var vi i vores oprindelige bedømmelse en anelse forbeholdne, for kortet støjede og brugte groft sagt strøm som en gennemsnitlig dansk studerende på en lørdag aften.
Strømforbruget har Nvidia ikke formået at ændre på i positiv retning, det er faktisk marginalt højere end det, AMD præsterer med sit topkort; køleren er imidlertid en anderledes succesoplevelse, der støjmæssigt kan sammenlignes med et GTX 580.
Årsagen er den enkle, at blæseren kan rotere med lav hastighed - og stadig holde temperaturen på et acceptabelt niveau.
Der er altså intet entydigt valg lige nu, hvis du vil have den absolut vildeste grafik på markedet hjem i din egen pc. Hvis vi skulle vælge, ville vi dog flå foret ud af tegnebogen til fordel for et GTX 590, fordi især køleren er bedre konstrueret.
Vi belønner derfor Nvidias hurtigste grafikkort med et flot femtal.
Du kan se en video med GTX 590 herunder, hvis du vil helt tæt på den overbevisende grafikgigant:
6. Galleri: Her er de færdige GTX 590-kort
Hardware Central har testet et såkaldt referencekort fra Nvidia, hvor der ikke følger tilbehør med. Men det er retailkort, du kan købe i butikkerne.
Du kan se et udvalg af de færdige kort herunder: