Danske Google-drenge får Chrome i omdrejninger

Google har løftet sløret for nogle af nyhederne i den kommende Chrome 10. Her får browseren en markant hurtigere motor, og det kan søgegiganten takke en håndfuld danskere for.

Tilbage i 2007 åbnede Google en dansk udviklingsafdeling i Århus, og den har vist sig at få afgørende indflydelse på søgegigantens browser.

I den kommende version 10 af Chrome vil browseren nemlig have indbygget en stærkt forbedret JavaScript-motor, som de danske Google-drenge har været med til at snedkerere.

Motoren kaldes V8 og får nu tilføjet komponenten Crankshaft, eller på dansk krumtapaksel.

Med Crankshaft vil det ifølge Google være muligt at afvikle JavaScript-programmer 50 procent hurtigere end i dag.

I praksis betyder det, at websider vil åbne hurtigere, og programmer, baseret på JavaScript, ligeledes vil få et spark i bagdelen.

"Det giver webudviklere nogle helt nye muligheder, og vi er meget spændt på at se, hvordan de udnytter de teknologiske forbedringer i browseren", siger Anders Sandholm, der er med på det lille århusianske Google-hold, som er specialiseret i at udvikle virtuelle maskiner.

Google har længe forsøgt at markedsføre sin browser som lynende hurtig, men indtil nu er udbredelsen af Chrome ikke sket med Formel 1-hastighed.

Skal øge konkurrencen

Ifølge de seneste officielle tal fra FDIM.dk bruger kun omkring syv procent af danskerne Chrome, mens hele 70 procent går på nettet med Internet Explorer.

Men ifølge Google er målet for Chrome heller ikke at indtage verdensherredømmet og tvinge Internet Explorer i knæ.

"Chrome er sat i søen for at sparke til browserudviklingen. Da vi gik i gang med Chrome, var der ikke sket den store udvikling i flere år. Nu kan vi se, at alle browsere flytter på sig," forklarer Anders Sandholm.

Senest har vi set betaversionen af Internet Explorer 9, der understøtter nye webstandarder og kan udnytte grafikkort og flerkerne-processoren i nyere computere.

Samtidig har konkurrenten Mozilla fyret op under sin betaversion af Firefox 4, der gør det muligt at synkronisere indstillinger, kodeord og bogmærker på tværs af computere, og browseren har også forbedret organisering af faneblade samt multi-touch understøttelse i Windows 7.

Hvis du vil prøve Google Chrome, kan du downloade browseren her.

Den kan godt køre side om side med din nuværende browser.

Chrome vil automatisk blive opdateret til version 10 i løbet af de nye år, og den vil dermed få tilføjet Crankshaft.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Industriens Pension har pr. 3. november 2025 ansat Morten Plannthin Lund, 55 år,  som it-driftschef. Han skal især beskæftige sig med it-drift, it-support og samarbejde med outsourcingleverandører. Han kommer fra en stilling som Head of Nordic Operations Center hos Nexi Group. Han er uddannet HD, Business Management på Copenhagen Business School. Han har tidligere beskæftiget sig med kritisk it-infrastruktur og strategiske it-projekter. Nyt job

    Morten Plannthin Lund

    Industriens Pension

    Netip A/S har pr. 15. september 2025 ansat Jimmi Overgaard som Key Account Manager ved netIP's kontor i Viborg. Han kommer fra en stilling som Sales Executive hos Globalconnect A/S. Nyt job

    Jimmi Overgaard

    Netip A/S

    Sentia har pr. 1. oktober 2025 ansat Morten Jørgensen som Chief Commercial Officer. Han skal især beskæftige sig med udbygning af Sentias markedsposition og forretningsområder med det overordnede ansvar for den kommercielle organisation. Han kommer fra en stilling som Forretningsdirektør hos Emagine. Nyt job
    EG Danmark A/S har pr. 1. december 2025 ansat Søren Jermiin Olesen som Senior Product Manager. Han skal især beskæftige sig med finans- og debitorstyring i det offentlige med ansvar for økonomistyringssystemet EG ØS Indsigt. Han kommer fra en stilling som Product Manager hos KMD A/S. Han er uddannet Cand. oecon. Han har tidligere beskæftiget sig med økonomi bl.a. i Aarhus Kommune og været med til at udvikle NemØkonom før og efter salget til KMD. Nyt job

    Søren Jermiin Olesen

    EG Danmark A/S