Når man flytter hjemmefra og ikke har så mange penge, så kan man f.eks. satse på at score nogle gratis brugte møbler.
Tilsvarende (eller nåja, næsten da) beslutter en flok unge, fattige rumkolonister at undersøge en forladt rumstation for at se, om der måtte være efterladt noget, de selv kan bruge på deres videre færd.
Det er udgangspunktet for den kommende film Alien: Romulus.
Men når vi befinder os i netop dette filmunivers og instruktøren yderligere er gyserspecialisten Fede Álvarez, så kan man hurtigt regne ud, at de unges scavenger run ikke forløber som en fuldkommen fredsommelig udflugt til genbrugspladsens byttecentral.
Alien: Romulus ventes at få biografpremiere 16. august, og for kort tid siden blev den officielle trailer frigivet.
Det ser ikke særlig rart ud. Hvilket sådan set er helt i orden efter de to seneste film i serien, Prometheus og Alien: Covenant, hvor tempoet undertiden var lovlig langsomt.
Hvad handlingen angår, så foregår Alien: Romulus i tiden mellem de to første film, nemlig henholdsvis gyserfilmen Alien og actionthrilleren Aliens.
Rent genremæssigt lader den nye film helt afgjort til at lægge sig i slipstrømmen af førstnævnte.
Det tyder ganske lovende. For selv om ingen som bekendt kan høre dig skrige i verdensrummet, så kan man heldigvis godt høre det i biografen.