Slut med mobiltelefoner i skolen. Spærring af hjemmesider uden relevant indhold. Ud med alle tablets og computere medmindre de anvendes direkte i undervisningen.
Sådan lyder nogle af de anbefalinger, som Styrelsen fo Undervisning og Kvalitet - i daglig tale ‘Stuk’ - tirsdag har præsenteret om brug af skærme og digitale hjælpemidler i de danske skoler og fritids-ordninger.
“Stuk anbefaler skolerne at nedbringe risikoen for, at eleverne bliver distraheret af mobiltelefoner og andre skærme i skoletiden. Desuden anbefaler styrelsen, at skolerne er opmærksomme på, hvornår det giver faglig mening at bruge digitale læremidler, og at de giver plads til analog læring,” lyder det fra styrelsen i anbefalingerne.
Her peger man på, at adgang til ‘privat skærmbrug’ i skoletiden ‘påvirker børn og unges koncentrationsevne og forstyrrer deres faglige præstation,” som det hedder.
Anbefalingerne til brug af skærme i skoletiden er:
- Indfør mobilfri skole.
- Spær adgangen til ikke-relevante hjemmesider.
- Læg tablets og computere væk, når de ikke bruges i undervisningen.
- Lad fokus på skærmbrug bidrage til elevernes digitale dannelse.
- Brug kun skærme, når det er didaktisk og pædagogisk hensigtsmæssigt.
- Giv plads til analog læring.
- Sæt brug af skærme på dagsordenen for den pædagogiske udvikling.
- Ledelsen sætter retning for skærmbrug på skolen.
- Inddrag pædagogisk personale og elever i dialogen om skærmbrug.
- Skab overblik over skolens skærmbrug som udgangspunkt for dialogen.
- Brug skolens fysiske rammer til at skabe attraktive alternativer til skærmbrug.
- Gå i dialog med forældrene om elevernes brug af skærme.
Du finder alle anbefalingerne her.