Vi kender alle dilemmaet med en printer – vi kan ikke undvære den, men ville gerne, at vi kunne, da den fylder. Samtidig mangler vi altid blæk.
Personligt har jeg investeret i en mellemstor alt-i-en printer med store blæktanke og fundet det virkelig godt, da jeg i mere end et år har glemt alt om blæk og kun skal huske at købe papir.
Men min printer og mange lignende på markedet fylder - endda lidt for meget.
HP Smart Tank 5107 er en af de første, der ikke optager mere plads end nogle af markedets mindste alt-i-en printere.
Traditionel printer med mere blæk
HP Smart Tank 5107 er som navnet antyder med smarte (blæk)tanke.
På fronten er små gennemsigtige plastluger med hver deres farve, så du kan følge med i, hvor langt du er nede i beholdning.
Alt dette kan også aflæses via en app eller via pc-driveren – men det er altså meget sjovt at have den visuelle effekt med.
Jeg så det først hos Canon, hvor beholderne er endnu større – ganske som printeren. Og med HP er det jo netop pointen, at den skal være klejn.
Man har for eksempel sparet et stort display væk. Du får i stedet et lille sølle LCD-display og en række funktionsknapper.
Papirbakken er opretstående bagerst – igen for at gøre printeren mindre – især i højden.
Her er min anke dog, at det dels er grimt med papir bagerst. I hvert i fald med mit designer-øje.
Samtidig betyder denne placering af papiret, at printeren jo faktisk er højere end en enhed med traditionel papirbakke. I hvert fald når den bruges. Fred være med det, jeg kunne ønske mig en anden løsning her.
Der er heller ikke en papir-ud bakke, men her er løsningen med en ekstra lille plast-enhed, der fanger papiret rigtigt godt løst.
Den kan let vippes ind igen, og skulle du glemme at tage den ud, ligger papiret blot på bordet. Det er til at leve med.
Guidet gør-det-selv installation
Det usædvanlige er, at du også skal installere printhoveder til henholdsvis sort og farve.
Det er heldigvis en enkel manøvre, da du guides frem med trin-for-trin grafik på skærmen.
Det betyder også, at du potentielt kan skifte printhovederne, hvis de beskadiges eller bliver slidt op. Det sidste bliver dog næppe nødvendigt, da de oftest holder printerens levetid.
Påfyldning af blæk sker meget let og helt drypfrit. Det er blot at smide beholderen på hovedet og trykke den ned i studsen og væsken hældes i.
App’en guider dig lystigst afsted og der er bestemt ingen kvaler med at få printeren op at køre.
Du kan let tilføje din smartphone og andre enheder. Min Mac og pc er oppe at køre med det samme, og der er ingen grund til at justere mere.
Så der blæk i tanken
HP har som mange læsere nok ved, en ordning, så der bliver sendt blæk automatisk, når printeren er ved at løbe tør.
5107-printeren er ingen undtagelse, men netop de store tanke betyder, at det ikke er noget, som du skal gruble over længe.
Blæktankenes kapacitet er opgjort til 6.000 sider sort og 6.000 sider farve. Denne del tester jeg ikke, men i forhold til konkurrenter skal det nok passe - sådan nogenlunde.
Det er under alle omstændigheder så mange print, at det ikke er noget, som jeg bruger meget energi på. Det er jo netop hensigten med de store blæktanke.
Medium hurtige godkendte print
I øvrigt skal op mod 45 procent af printeren være bygget af genbrugsmaterialer og blækflaskerne er genanvendelige. Så helt som det skal være i miljøets tegn.
Første side tekst er ude på 46 sekunder, når printeren er i dvale. Derefter tager det blot ni sekunder. De første 10 sider klares på 61 sekunder. Det er kun tiden fra dvale, som jeg finder noget langsom.
Farve tager lidt længere tid, naturligvis. Jeg har første side ude i næstbedste kvalitet på 41 sekunder.
Tekst står let læseligt, og det er tydeligt, at der er tale om et blækprint. Teksten er ikke flosset i kanterne – slet ikke, men det har ikke den kirurgiske skarphed, som en god laserprinter kan levere. Igen – det er godkendt i forhold til pris og målgruppe.
Farveprint står nydeligt, men det er tydeligt, at her ikke er tale om en ægte foto-printer. Selv på fotopapir leverer den ikke den glans, som en ægte fotoprinter kan levere.
Den dumper ikke, men er behovet også en printer til at printe feriefotos på glittet papir, kan du få bedre løsninger i prisklassen. Men så må du undvære de store blæktanke.
Lukker et lille hul i markedet
Idéen med store blæktanke er ikke ny eller trendsættende, men HP lukker et lille hul i markedet.
Printeren er umiddelbart mindre end af de mindste på markedet, der tilbyder store blæktanke.
Den leverer, som du kan forvente, og til prisen på 1.895 kroner får du jo blæk med til meget langt ud i fremtiden. Derfor kvitterer jeg med en – for et produkt af denne type – karakter i den gode ende.