Computerworld mener: Den hollandske fodboldlegende Johan Cruyff sagde engang, at det er meget simpelt at spille fodbold, men at spille simpelt fodbold - det er det sværeste, der findes.
Det samme kan man til en vis grad sige om godt brugerdesign.
Her er det en dyd at få den nye teknologi og det intuitive til at gå hånd i hånd.
Vi kender alle til skrækeksempler på offentlige it-løsninger og forretningssoftware, der er så kompleks og feature-pakket, at det til sammenligning vil virke som en let sag at sætte sig bag styrepinden i et F16-cockpit.
Gode løsninger skal ikke kræve endeløse rækker af kurser og workshops med dertilhørende dårlig kaffe.
I stedet skal du intuitivt vide, hvad du skal gøre, og hvad du kan udrette, når du har løsningen i hånden.
Danskerne har omfavnet mobilbanken
Hos Bankdata har man henover sommeren taget en ny bank-app i brug, der er tilgængelig for knap 1,7 millioner danskere.
Den hidtidige app fra Bankdata har næsten 10 år på bagen, og den nye app er ikke blot lettere at vedligeholde, men den har også et markant andet design og brugerflade.
I dag ser bankverdenen helt anderledes ud, end da mobilbanken blev lanceret. Dengang var smartphone-teknologien stadigvæk i sin vorden, og det var hele to år før, at Danske Bank lancerede Mobilepay.
Hos Bankdata var man på det tidspunkt i det hele taget i tvivl om, hvorvidt en mobilbank var noget, som danskerne var interesseret i at anvende.
I dag taler tallene deres tydelige sprog. Mobilbanken er danskerne absolut mest foretrukne måde at foretage bankforretning på, og hos Bankdata kommer 9 ud af 10 log-ons i dag fra mobilbank-appen.
Et nyt konkurrencelandskab
De ekstreme forandringer af brugermønstrene fortæller en historie om et helt nyt konkurrencelandskab for de moderne banker. Her handler det ikke længere kun om at kunne tilbyde attraktive indlån og udlånsrenter og en flink bankrådgiver.
For privatkunderne handler det i høj grad også om brugeroplevelser og funktioner, som gør en forskel for kunderne i dagligdagen, og derfor holder danske banker og deres bankcentraler i disse år også et vågent øje med den danske app-bank Lunar.
I løbet af sommeren rejste Lunar svimlende 1,5 milliarder kroner i en ny kapitalrunde, og Lunars succes bygger på et simpelt løfte til brugerne: Det skal være både nemmere og sjovere for dig at klare din bankforretning.
I de kommende år kan vi forvente, at ambitiøse startups og etablerede teknologigiganter vil byde sig til med nye brugervenlige løsninger og en gentænkning af traditionelle banktjenester.
Bankdatas gamle mobilapp levede i 10 år, men med det nye konkurrencelandskab kan vi med ret stor sikkerhed sige, at der næppe kommer til gå 10 år, før dens afløser bliver lanceret.