Selvom du har verdens stærkeste password på 40 tegn og en masse kryptiske tegn, bygger meget sikkerhed på, at du stoler på andre mennesker.
Du stoler på din kollega. Du stoler på den hjemmeside, hvor du logger ind. Du stoler på netudbyderen og netværket på den cafe, du sidder på. Du stoler på den, der har ansvaret for serveren. Du stoler på datacenteret.
Mange husker sikkert virus-ormen Loveletter i år 2000. Når du klikkede på den vedhæftede fil, sendte den en kopi af sig selv til alle i dit adressekartotek.
En ansat i en virksomhed modtog den inficerede mail, men hun kunne ikke åbne den, fordi hun havde en Mac-computer.
Så gemte hun filen på en diskette og gik ind på chefens pc og åbnede filen, der så spredte sig videre til alle i firmaet.
Jeg plejer at sige: "Life finds a way". Det er en pointe, jeg igen og igen får bekræftet i mit arbejde med it-sikkerhed.
Brugeren ville virkelig gerne åbne den her fil, for hun troede jo, at det var et kærlighedsbrev og ville vide, hvad det var.
Så uanset hvor meget man uddanner folk, beskytter sig og sætter sikkerhed op, så findes der altid en vej udenom, som vi ikke har tænkt på.
Anders Nilsson
It-sikkerhedsekspert, CTO, Eurosecure/Eset.